FODBOLDBØRSEN
ARVEN EFTER MEAZZA
SAS LIGA-STATUS
SUPERLIGA ALL-STARS
OLSENS GAMLE PLAN
GULD-HARALD
BEDSTE TRANSFERS (DK)
FARVEL RONALDO ?
ANBEFALINGER
AFSTEMNINGER
UGENS KLASSIKER
MÅNEDENS HOLD
AKTIEKURSER
DANSKE LANDSKAMPE
ALLETIDERS MÅLMÆND
ALLETIDERS BACKS
Privacy

SAS-LIGA STATUS

AAB

VURDERING:

AaB blev danske mestre, hvilket understreger, at det ikke altid er de bedste spillere, der vinder. Nordjyderne er mand for mand langt fra det stærkeste mandskab i SAS-ligaen, og det var derfor en ikke ubetydelig bedrift at vinde mesterskabet. Før sæsonen sagde man farvel til nøglespillere som Jimmy Nielsen, Fredrik Winsness og Rasmus Würtz - og krydrede det med salget af klubbens bedste spillere Rade Prica i vinterpausen.

Dermed blev igen lagt i hænderne på sportsdirektør Lynge Jacobsen at levere små mirakler, og selvom han rent faktisk tidligere har hentet langt bedre spillere lykkedes det alligevel. Ser man på dagens AaB-mandskab er det dog tvivlsomt om mere end et par spillere ville kunne på det meget stærke mandskab, der vandt guld i 1999.

Erik Hamrén kunne dermed sige farvel til AaB og goddag til Rosenborg som en succes. Mange havde undervejs dømt ham ude, så selvfølgelig var glæden fra hans side stor. Man må dog også være kritisk og erkende, at den erklærede målsætning, om at være landets bedste kombinationshold aldrig lykkedes. Især med Martin Ericssons afsked blev dette mål fjernere og fjernere indfriet, og selvom man hentede den dygtige boldspiller Andreas Johansson, har spillestilen i højere grad været bygget op omkring hurtigt omstillingsspil - gerne med lange bolde mod Rade Prica snarere end flydende kombinationsfodbold.

Nuvel, man må spille ud fra de præmisser man har. Alligevel må man håbe, at klubbens nye træner vil give mere offensiv frihed til spillere som Johansson og Nomvethe.

HVAD SKAL DER SKE ?:

Lynge Jacobsen skal endnu en gang bevise sit værd, når AaB skal ud på sommerens transfermarked. Nordjyderne mister anfører Danny Califf, højreback Allan Olesen (der dog har været et meget svagt led) og angriber Lasse Nilsson. Dermed skal AaB altså hente tre spillere for bare at beholde status quo på et trup, der ellers godt kunne have trængt til et løft op til Champions League-kvalifikationen.

Dertil kommer, at trænersituationen endnu ikke er endeligt løst. Den særdeles kompetente Bruce Rioch nævnes som en midlertidig løsning, men uro på trænerfronten og nye spillere, kan være ren gift i en kvalifikation, hvor man, hvis man støder ind i eksempelvis Beitar Jerusalem, kan være ude inden man er kommet i gang.

På rygtebørsen sættes den norske forsvarsklippe Erik Hagen med det passende øgenavn 'Panzer' i forbindelse med AaB. Hagen er ikke nogen stor spiller langs jorden, ej heller hurtig. Til gengæld er han en kompromisløs markeringsspiller med et frenragende hovedstød, og han vil trods sin fremskredne alder være en markant forstærkning i forhold til Califf.

Andre emner kunne være svenskerne Fredrik Risp og Karl Svensson eller afrikaneren Richard Ekunde fra svenske Gais.

På højreback positionen havde mange AaB-fans set frem til et gensyn med Brian Priske, men han valgte som bekendt oprykkerne Vejle, og efter Lynge Jacobsens udmeldinger leder man på et højere niveau. Det vil sige, ind i mellem nævner man offensivspillere Patrick Kristensen som en mulighed, men det kan næppe være seriøst ment. Kasper Bøgelund ville, i skadesfri forfatning, være det oplagte - og transferfrie valg til pladsen.

Helt fremme skal ikke så meget Lasse Nilsson som Rade Prica erstattes. I betragning af den succes Prica og tidligere Frank Strandli har haft i Aalborg ville en sådan spillertype nok være at foretrække. Og mon ikke, at Lynge Jacobsen stadig drømmer om at se Brann-angriberen Thorstein Helstad trække AaB-trøjen over hovedet ? Man har i hvert fald tit gjort forsøget, men spørgsmålet er om AaB -til trods for Helstads ønske om nye udfordringer (bedre løn) - er attraktive nok for ham. Ellers ville han være den oplagte spiller.

En joker kunne være Morten Skoubo til trods for dennes rystende skadeshistorik. En transferbombe kunne være nigerianske Victor Agali, der er klubløs efter et ophold i Hansa Rostock.

FC MIDTJYLLAND

VURDERING:

For andet år træk endte sølvmedaljerne på den jyske hede. Dermed kommer man tættere og tættere på at opfylde den erklærede ambition om at vinde DM-guld inden 2011. Dette har også medført pres fra medier og fans. Et pres den afgående træner Erik Rasmussen i den forgangne uge følte sig nødsaget til at advare om, og som hurtigt fik støtte fra den ellers ikke beskedne Jens Ørgaard.

Sandt er det da også, at man må formode, at det bliver rigeligt svært at bevare medaljer med konkurrence fra klubber som AaB, Brøndby, OB og i særdeleshed FCK, der i den kommende sæson må formodes at ville sætte alt ind på at bringe guldet tilbage til hovedstaden.

I den forgangne sæson viste FCM det højeste topniveau og fik samtidig det klart bedste pointudbytte ud af de indbyrdes kampe mod de andre tophold. Men opgørene mod de formodet svagere hold blev ikke forvaltet heldigt af det unge mandskab. Efteråret viste holdet fra deres bedste side med en blændende Femi som midtbanestyrmand og Simon Poulsen som hvirvelvind på venstrefløjen. I foråret måtte man pga. hhv. salg og skade undvære disse to, og det kunne ses, selvom Adigun Salami viste, at han bliver en mere end fuldgod erstatning for Femi, når denne skifter til hollandske Groningen.

Samtidig var systemskiftet til 4-3-3 ikke udpræget vellykket, og man fungerede reelt først, da man gik tilbage til 4-4-1-1 opstillingen fra efteråret. I efteråret var Baba Collins på vej mod sit store gennembrud som hængende angriber, men fandt aldrig form eller plads i foråret.

Det måske allermest imponerende er evnen midtjyderne har haft til at producere spillere, der kan sælges til udlandet. Over 100 millioner er på et år endt på klubkontoen, og det er ganske enkelt enestående for en skandinavisk klub.

HVAD SKAL DER SKE ?:

Det ligger allerede fast, at ligaens bedste defensive midtbanespiller Femi forlader FCM til fordel for hollandsk fodbold. Hans afløser er dog allerede fundet internt i landsmanden Salami. Den tætbyggede nigerianer har alle muligheder for at blive en international topspiller, og bliver ekstremt spændende at følge.

I forsvaret kommer den store udskiftning til at foregå. Simon Kjær er med sikkerhed væk og Magnus Troest og Kolja Afriye følger formentlig efter. Kroaten Filip Marcic og AaB-anfører Danny Califf er allerede hentet som afløsere, og da man i forvejen havde hentet Ibrahim Gnanou virker forsvaret til at være klar til næste sæson - med mindre venstrebacken Christopher Poulsen eller den mærkeligt bandlyste Maros Klimpl forlader klubben.

Ellers virker det som om, at man er meget intereresseret i SønderjyskEs Ken Ilsø. Den tidligere Heerenveen-spiller vil givetvis passe fint til den tekniske midtjyske stil. Til gengæld kan det være svært at se, hvor han skal placeres på banen. Ideelt spiller han hængende angriber, men det er en rolle som også Mikkel Thygesen og Baba Collins bejler til. Så måske skal han anvendes som kantspiller i en slags 'Joe Cole-rolle'. Også stortalentet Nicola Saric fra Herfølge kunne være en mulighed for FCM efter ansættelsen af Glenn Riddershold som assistenttæner.

I vinteres forsøgte man at hente Niki Zimling og spørgsmålet er, om man vil gøre et nyt forsøg. Godt nok råder man over Salami, Thygesen og rumæneren Florescu til de centrale midtbanepladser. Men foråret viste med al tydelighed, at man hurtigt kan komme i underskud på pladsen, og at anvende eksempelvis Dennis Flinta på pladsen virker ikke holdbart.

De største hovedbrud har man måske over at skulle undvære topscorer Frank Kristensen. Godt nok har man hentet Ken Fagerberg og råder også over juvelen Baba Collins, der vel snart skal have sit gennembrud. Men en virkelig stærk og rutineret boksspiller kan blive savnet, og det må ærgre grufuldt, at man ikke fik lokket Demba-Nyrén til klubben i vinters, for han ville om nogen passe perfekt til spillestilen.

Under alle omstændigheder bliver det spændende at se de næste tiltag fra heden.

 

 


 

 


 

|FODBOLDBØRSEN| |ARVEN EFTER MEAZZA| |SAS LIGA-STATUS| |SUPERLIGA ALL-STARS| |OLSENS GAMLE PLAN| |GULD-HARALD| |BEDSTE TRANSFERS (DK)| |FARVEL RONALDO ?| |ANBEFALINGER| |AFSTEMNINGER| |UGENS KLASSIKER| |MÅNEDENS HOLD| |AKTIEKURSER| |DANSKE LANDSKAMPE| |ALLETIDERS MÅLMÆND| |ALLETIDERS BACKS| |Privacy|