Den offensive enmandshær bag et af VM-historiens mest chokerende resultater: Uruguays sejr over Brasilien ved VM i 1950.
Den pasningsstærke og taktisk kloge Schiaffino debuterede som 17-årig for hjemlandets Penarol med hvem han vandt fire mesterskaber, inden AC Milan i efter VM i 1954 gjorde ham til verdens dyreste fodboldsspiller.
Turneringen Schiaffino altid vil blive husket for er VM i Brasilien i 1950, hvor han sammen med den store anfører Obdulio Varela var grundpillerne på det hold, der vandt guld. Turneringen var atypisk fordi, der ikke blev afviklet nogen finale, men derimod et slutspil, hvor Brasilien i den afgørende kamp mod Uruguay kunne nøjes med uafgjort. Hjemmeholdet, der havde spillet en stor turnering, kom planmæssigt foran, men Schiaffino udlignede og kort før sikrede Uruguay sig sejren foran et lamslået rekordsstort VM-publikum. Det var efter denne kamp, at den bare 9-årige Pelé svor at ville hente VM-trofæet til Brasilien.
Mens arkivmaterialet fra VM i 1950 er sparsomt, er det til gengæld righoldigt fra slutrunden fire år senere, hvor VM for første gang blev TV-transmiteret. Uruguay fik tidligt skadet den aldrende Varela, hvorfor Schiaffino fik lagt al pres på sine skuldre. Efter at have været en af turneringens helt store spillere måtte han dog sammen med sit land forlade turneringen i semifinalen efter den måske bedste VM-kamp nogensinde mod Ungarn.
Efter turneringen skiftede han til Milan, hvor hans samarbejde med Nils Liedholm blev fænomenalt. Holdet vandt tre mesterskaber på seks år og var i 1958 det eneste hold, der kunne true mægtige Real Madrid, men måtte se sig besejret i Europa Cup-finalen efter forlænget spilletid.
Efter årene i Milan skiftede han - 35 år gammel - til Roma, som han vandt den daværende UEFA-Cup med. Hans ophold i Rom var specielt eftersom han kun spillede 'vigtige' kampe.
Efter karrieren trænede han en kort periode Uruguays landshold. Den dag i dag kører der i øvrigt stadig en sjov diskussion i Uruguay om hvem der er landets bedste spiller gennem tiderne. Mange hævder hårdnakket, at Schiaffino end ikke var den bedste på sin tid, men at den ære burde tilkomme Walter Gomez fra River Plates legendariske 'La Maquina'. Men Gomez kunne ikke spille på landsholdet fordi han ikke optrådte i hjemlandet.
9. BOBBY CHARLTON
Landskampe/Mål: 106/49 (England)
Klubber: Manchester United; Preston.
Den mest legendariske spiller i Manchester Uniteds historie og samtidig den bedste britiske spiller nogensinde. Kendt for sine fantastiske langskud, tidligt tynde hår-pragt og noble fremtræden.
Som en af de overlevende fra 'The Busby Babes', der i 1958 flystyrtede i München efter en Europa Cup-kamp i Beograd, var der fra start en særlig historie knyttet til lille englænder. I 1960'erne blev han den store kulturbærer for Matt Busbys andet storhold med spillere som Denis Law og George Best. To mesterskaber og den berømte sejr i Europa Cup-finalen for mesterhold i 1968 på Wembley over Benfica blev det til for fremragende offensive mandskab.
Det var i disse år Charltons karriere kulminerede. I 1966 kom højdepunktet, da han som den store spiller førte England til VM-guld på hjemmebane efter den dramatiske finale mod Vesttyskland, der blev besejret 4-2 efter forlænget spilletid og Hurst kontroversielle overligger-scoring. Finalen huskes også for den skakmatch Charlton og Europas nye unge stjerne Franz Beckenbauer holdt hinanden i under hele kampen. Beckenbauer har siden udtalt, at England vandt VM fordi Charlton spillede en smule bedre end ham selv.
Samme år blev Charlton kåret til Europas bedste spiller og de to følgende år blev det andenpladser. VM i 1970 i Mexico skulle være Charltons sidste store turnering. Efter blandt andet at have tabt en indledende kamp 1-0 til Brasilien, kvalificerede man sig til kvartfinalen, der blev en gentagelse af finalen fire år tidligere. England førte 2-0 og Charlton førte den indbyrdes kamp mod Beckenbauer, der pludselig i anden halvleg tog sagen i egen hånd og reducerede med et drømmemål. Den aldrende Charlton forlod derefter banen og tyskerne vandt kampen 3-2. Det diskuteres stadig om det var dén udskiftning, der kostede englænderne sejren.
Charlton var næsten 33 år og havde spillet sin sidste landskamp. Han var den første engelske spiller, der nåede 100 landskampe og hans scoringsrekorder for både landshold og Manchester United står sig stadig. I karrierens sidste år var han spillende manager i Preston, mens han siden primært har ageret ambassadør for Manchester United og engelsk idræt.
8. ZINEDINE ZIDANE
Landskampe/Mål: 108/31 (Frankrig)
Klubber: Cannes; Bordeaux; Juventus; Real Madrid
Der gik lang tid før folk for alvor fik øjnene op for den elegante franskmand, men da det skete medførte en overvurdering, der kan være svær at forklare.
Han brød igennem hos Bordeaux som han var med til at spille i UEFA-Cup finalen, inden han som 24-årig i 1996 skiftede til Juventus. Her blev det til mesterskaber i det to første sæsoner, men derefter vandt Zidane i de sidste otte år af sin karriere kun ét nationalt mesterskab - med Real Madrid i 2003.
Zidane trådte for alvor ind på verdensscenen ved VM på hjemmebane i 1998. Forventningerne til ham var på forhånd store, men hans præstationer var på ingen måde imponerede og i den anden gruppekamp mod Saudi Arabien modtog han rødt kort og da han vendte tilbage var det ikke som en dominerende spiller. I finalen scorede han så de to hovedsstødsmål, der gør, at helheden sløres noget. Set over hele turneringen var mange spillere, herunden Laudrup-brødrene, langt bedre. Men vinderes huskes altid.
Ved EM to år senere toppede Zidanes karriere. Han var den store spiller på et fransk mandskab, der endnu en gang gik hele vejen primært pga. en fremragende defensiv. Zidane blev fortjent kåret til turneringens bedste spiller og siden kårede FIFA ham for anden ud af tre gange som verdens bedste spiller. Til forskel fra denne nye, noget populalaritets prægede kåring, er han kun én valgt som bedste spiller i den traditionsrige Ballon D'or.
VM i 2002 og EM to år senere blev fiaskoer for både Zidane og det franske landshold. VM i 2006 lignede længe en gentagelse, men på erfaring fik franskmændende sneget sig hele vejen til finalen, hvor Zidanes karriere endte med en udvisning efter en skalle mod Materazzi.
Zidane scorede ikke mange mål, lavede ikke mange assists og var ikke en spiller, der kunne løfte et hold i problemer. Han var aldrig den alt dominerende spiller på sine klubhold, han floppede totalt ved to slutrunder og kunne ikke redde Real Madrid fra et galaktisk fald. Dertil skæmmes karrieren af flere ubehagelige voldelige episoder. Alligevel mener nogen, at han hører til blandt de allerbedste. En forklaring kan være, at han med Michael Laudrups stop i 1998, reelt var eneste elegante, tekniske 10'er. Men til trods for sine åbenlyse kvaliteter hører Zidane ikke til i fodboldens kongerække.
7. GIANNI RIVERA
Landskampe/Mål: 60/14 (Italien)
Klubber: Alessandria; AC Milan.
Italiensk fodbolds 'Gulddreng'. Han fik sin Serie A-debut 15 år gammel, sin landskampsdebut som 18-årig og blev året efter kåret til Europas næstbedste spiller, kun overgået af Lev Yashin.
Efter ganske få kampe for Alessandria betalte Milan et meget stort beløb for at hente supertalentet til klubben. Efter at have været udlejet til Alessandria i en sæson, skiftede Rivera til Milan, hvor han skulle tage over efter Juan Schiaffino. Over de næste 19 år skulle han udvikle sig til klubbens mest populære spiller gennem tiderne. Men også vise sig som en kontroversiel person, der næppe fik sine enestående evner fuldt forløst.
Som spiller var Rivera personificeringen af den klassiske 10'er. Med udsøgt teknik, pasninger og overblik. Og en mester i småspil, der kunne have gjort ham til en indendørsspiller af Guds nåde. Uden for banen var han en ivrig samfundsdebattør og fodboldromantiker, der altid insisterede på smuk fodbold.
I slutningen af 1960'erne kulminerede Riveras karriere med italiensk mesterskab, sejr i både Europa Cuppen for mesterhold, VM for klubhold og UEFA-Cuppen, samt guld ved EM i 1968. I 1969 bliver han efter sin mesterpræstation i EC-finalen mod Ajax kåret til Europas bedste spiller og alt var således lagt til rette for prikken over i'et: VM i Mexico 1970.
Riveras karriere toppede samtidig med Inters Sandro Mazzola, søn af legendariske Valentino Mazzola og med Giuseppe Meazza som mentor. Landstræner Ferruccio Valcareggi mener ikke, at de to store stjerner kan spille på samme tid og indfører den berygtede 'stafet', hvor de to spiller en halvleg hver. I semifinalen mod Vesttyskland kommer Rivera ind fra bænken og scorer sejrsmålet til 4-3 i en uforglemmelig fodboldkamp. I finalen mod Brasilien vælger Valcareggi igen den mere taktisk ofrende Mazzola og Rivera - Europas bedste spiller - får kun knap syv minutter på banen i 1-4 nederlaget til Brasilien. Hele Italien raser og da spillerne vender hjem til Italien er det til vilde optøjer. Kun én spiller skånes.
I 1970'erne udelukkes Rivera i en periode, fordi han har antydet korrupte dommere. Men i 1979 slutter hans karriere på bedste vis med et mesterskab. Rivera blev derefter vice-præsident i klubben, men forlod den ved Silvio Berlusconis overtagelse. Siden har han været fremtrædende politiker for Romano Prodis venstrefløjsparti.
6. ZICO
Landskampe/Mål: 72/52 (Brasilien)
Klubber: Flamengo; Udinese; Sumitomo; Kashima.
Tre ting gør formentlig, at Arthur Antunes Coimbra, bedre kendt som Zico, ikke har fået den anerkendelse i Europa han fortjener. For det første spillede han det meste af sin karriere hjemme i Brasilien, for det andet vandt han aldrig VM og for det tredje toppede hans karriere samtidig med Diego Maradonas og Michel Platinis.
Spilleren, der skulle blive den største spiller i Flamengos historie og Ronaldos store idol, måtte slide hårdt for at slå igennem. Mange afskrev ham pga. svag fysik, men den lille tekniker arbejdede intenst med at styrke sin muskulatur og som 18-årig fik han sin debut for de rød-sorte. Zico blev hjernen på et hold, der stod foran sin største periode med flere store brasilianske landsholdsspillere.
Zico er om muligt synonym med smuk fodbold. En mester i spil på små områder, teknisk exceptionel med en enestående sparketeknik, der både gav sig udslag i et ypperligt pasningsspil og en frisparks-ekspertise verden ikke har set mage.
Zico deltog ved tre VM-slutrunder. Alle med smukt fodboldspil, men også med lige-ved-og næsten resultater. I 1978 havde VM en anden konstruktion end i dag ved, at man havde en mellemrunde i stedet for knock out-kampe. Her var man i gruppe med værtsnationen Argentina, som man spillede 0-0 mod. Inden sidste runde havde begge hold lige mange point, men Brasilien en bedre målscore. Brasserne gjorde deres ved at vinde 3-1 over Polen, men Argentina vandt med 6-0 over Peru og spillede sig siden til VM-guld.
Fire år senere henrykkede Zico og Brasilien fodboldverdenen med et spil af en skønhed, som måske aldrig bliver overgået. Desværre var hverken målmand, forsvar eller angreb på højde med den enestående midtbane, og mellemrunden og Paolo Rossi blev endestation i et dramatisk 2-3 nederlag til de senere verdensmestre.
Ved VM i Mexico ankom den aldrende Zico småskadet og spillede ikke så meget. I kvartfinalebraget mod Frankrig kom han på banen godt tyve minutter før tid. Spillede på første boldberøring Branco fri med straffe til følge. Et straffe Zico brændte og kampen gik i straffesparkskonkonkurrence. Her scorede han, men Frankrig vandt og det stod klart, at Zico for altid måtte leve med samme skæbne som Zizinho, der heller aldrig vandt et VM.
I 1980 var Zico tæt på at skifte til Roma, der i stedet valgte man hans landsmand Falcao. Først i 1983 som 30-årig skiftede han så til Italien og sensationelt Udinese. Hans utrolige kvaliteter vises her til fulde. I 24 kampe blev det til 19 mål og en andenplads på topscorerlisten. Et mål efter den store Platini, der havde flere kampe og et bedre mandskab til rådighed. I den anden sæson var han hyppigt skadet og vendte siden hjem til Flamengo, inden han sluttede karrieren i Japan, hvor han også senere blev landstræner.
Han var måske prinsen, der aldrig blev konge i fodboldverdenen, men han gav gyldne minder, en ægte fodboldelsker aldrig glemmer.
5. MICHAEL LAUDRUP
Landskampe/Mål: 104/37 (Danmark)
Klubber: KB; Brøndby; Lazio; Juventus; FC Barcelona; Real Madrid; Vissel Kobe; Ajax.
Overvurderet i Danmark eller undervurderet i resten af verden ? Sandheden ligger måske et sted midt i mellem. Men hvordan skal man egentlig kunne overvurdere en spiller, der stod for noget af det smukkeste fodbold i nyere tid ?
Søn af den ligeså lunefulde som talentfulde Finn Laudrup var der fra starten fokus på den unge tekniker, der startede karrieren i KB, hvor faderen slog sine folder. Laudrup forlod siden klubben i protest mod træningsmetoderne og sluttede sig til opkomlingerne fra Brøndby, hvor faderen tidligere havde været spillende træner.
På sin 18-års fødselsdag debuterede han som den næstyngste nogensinde på det danske landshold. Året efter var han tæt på et skifte til Liverpool, men endte i stedet i Italien, hvor Juventus købte ham og lejede ham ud til Lazio, hvor det blev til to hårde sæsoner, inden han i 1985 endelig blev hentet hjem til Juventus for at spille sammen med idolet Michel Platini.
På landsholdet sprudlede vidunderdrengen på et mandskab uden sidestykke i nyere skandinavisk fodboldhistorie. Især samarbejdet med rovdyret Preben Elkjær var - når det var allerbedst - i absolut verdensklasse og på sit højeste næppe ovegået i 1980'erne. Ved EM i 1984 var han den unge spiller på et hold med verdensklassespillere som Morten Olsen, Søren Lerby, Frank Arnesen, Allan Simonsen og Preben Elkjær. Semifinalenederlaget til Spanien var en tung bet, men året efter sprudlede Laudrup og holdet i den legendariske 4-2 sejr over Sovjet. VM i 1986 burde havde været kulminationen for et mandskab med den rette alder og kvalitet til at vinde guld. 'Dødens pulje' blev kværnet med 6-1 sejren over Uruguay og Laudrups 'han skyder, nej, han venter'- mål som det uforglemmelige højdepunkt. Spanien blev dog endnu en gang endestation i et fuldstændig uforklarligt kollektivt kollaps, der rystede ikke bare Danmark, men en hel fodboldverden.
Da de erfarne spillere stoppede blev ansvaret for national succes lagt på skuldrene af Michael Laudrup og siden på broderen Brian. Successen udeblev og kontroverser med den nye landstræner Richard Møller Nielsen fik brødrene til at stoppe på landsholdet. Brian nåede dog at vende tilbage inden Danmark fik chancen ved EM i 1992 med et resultat, der kunne have givet Michael den internationale triumf, der ville have fjernet enhver tvivl om hans position.
Mens det kneb på landsholdet kulminerede hans klubkarriere i starten af 90'erne. Legendariske Johan Cruyff var i gang med at bygge sit Barcelona-hold op og i Laudrup så Cruyff sit spejlbillede. Få træner/spiller samarbejder har været mere udbytterige, men mod slutningen af det fem-årige samarbejde var forholdet tyndslidt og Laudrup forlod efter at være blevet kåret som ligaens bedste spiller og udlænding, samt vundet fire mesterskaber på stribe og Champions League, klubben på en kedelig måde.
Barcelonas i særklasse vigtigste og populæreste spiller skiftede til ærkerivalerne Real Madrid og tog helt historisk mesterskabet med sig. Et bevis på Laudrups fænomenale præsationer i Spanien, så man da han i 1999 blev kåret til de sidste 25 års bedste udenlandske spiller.
Efter et måske menneskeligt, men ikke sportsligt givtigt år i Kobe, vendte Laudrup hjem til Europa, hvor han i sin sidste sæson som spiller førte Ajax til The Double med et historisk højt pointantal. Samme sommer sluttede hans karriere ved VM, og efter en sløj indledende runde viste den aldrende mester alle sine tricks i de sidste to kampe af karrieren. Laudrup-brødrenes show mos Nigeria og Brasilien var med afstand turneringens største individuelle præstationer og fortjener at blive husket blandt de største i VMs nyere historie. Punktummet faldt passeligt mod Brasilien. Tænk, hvilken position Michael Laudrup ville have haft i historiebøgerne, hvis han ved VM i 1994 havde haft Rais nummer 10 og ageret fodermester for Romario og Bebeto istedet for at sidde hjemme foran tv-skærmen.
Talentmæssigt overgås han næppe af nogen. Alligevel hører han ikke til blandt de navne folk hurtigst nævner blandt tidens bedste. Måske manglende han 'sulten' som læremesteren Cruyff engang sagde. Måske var han ikke egoistisk eller hård nok. Men er det ikke netop en af charmerne ved ham? En spiller af udsøgt elegance og nobelhed. En spiller af de meget sjældne.
4. MICHEL PLATINI
Landskampe/Mål: 72/41 (Frankrig)
Klubber: Nancy; Saint-Etienne; Juventus
Europas bedste spiller gennem et lille årti. Den eneste spiller, der har vundet Ballon d'Or tre gange i træk og den med flest scoringer i en EM-slutrunde. Den nuværende UEFA-præsident var den komplette playmaker.
Som flere andre store offensive midtbanespillere måtte også Platini i sine tidlige år kæmpe med fysiske problemer, og det var de færreste, der forudså den store karriere han efterfølgende skulle få. Han startede i Nancy, hvor han med 98 mål i 181 kampe demonstrede én af sine helt store egenskaber: Målscoring. Karrieren ud holdt Platini et scoringsgennemsnit på ca. 0,5 mål pr. kamp, hvilket er fremragende for en midtbanespiller.
I 1977 var han med i opløbet, da Allan Simonsen blev kåret til årets spiller i Europa. Men det var da han i 1979 skiftede til Saint-Etienne, at han for alvor slog sit navn fast. Et mesterskab og to tabte pokalfinaler blev det til, inden Juventus i 1982 hentede den da 27-årige franskmand til Torino. Her skulle Platini for alvor manifistere sig som Europas største stjerne.
Efter en jævn start løftede Platini snart et fantastisk Juventus-hold bygget på italienske verdensmestre op til klubbens bedste hold nogensinde. Platini var både spilfordeler, leder og målscorer og i 1983 blev han for første gang kåret til Europas bedste. Denne gang i direkte pladsbytte med Allan Simonsen og også i 1984 og 1985 fulgte en dansker ham til dørs - nemlig Preben Elkjær.
Det ubestridte højdepunkt i Platinis karriere er 1984, der gav både mesterskab, sejr i Europa Cuppen for pokalvindere den store EM-triumf på hjemmebane, hvor Platini scorede fantastiske 9 mål i 5 kampe - heraf to hattricks!
1985 huskes for de to sejre over Liverpool. Først blev englænderne besejret i den europæiske, inden den skæbnesvangre EC-finale på Heysel. Platini scorede sejrsmålet på straffe, men kampen vil for altid blive husket for de tragedier, der fandt sted på tilskuerpladserne og kostede engelske hold en fem-årig udelukkelse fra europæisk fodbold.
I den følgende sæson fik Platini en ung dansk holdkammerat ved navn Michael Laudrup og de fik hurtigt et fremragende samarbejde. Klubben vandt mesterskabet og VM for klubhold, men det skulle også blive Platinis sidste store år. Både VM i 1982 og 1986 endte med semifinalenederlag til Vesttyskland og det stod hurtigt klart, at Platini ikke ville få flere chancer for at sikre sig det trofæ han manglede. !987 blev et skuffende år for både Juventus og Platini og franskmanden stillede støvlerne på hylden i en alder af bare 32 år.
Allerede året efter blev han udnævnt til fransk landstræner, hvilket blev en varieret succes. Han kunne ikke sikre holdet kvalifikation til VM i Italien, mens Frankrig til gengæld stormede gennem kvalifikationen til E to år senere, hvor Danmark blev endestationen for både Frankrig og Platinis korte trænerkarriere. I dag er han en meget visionær præsidet for UEFA.
3. DIEGO MARADONA
Landskampe/Mål: 91/34 (Argentina)
Klubber: Argentinos; Boca Juniors; FC Barcelona; Napoli; Sevilla; Newell's Old Boys.
Mange anser den argentinske troldmand for at være den bedste spiller nogensinde og kan det være svært at give dem ret, var han utvivlsomt i besiddelse af evner med bolden, som meget få - om nogen har kunnet matche.
Han var allerede før sine teenage-år et fænomen i argentinsk fodbold som halvlegs-underholdning. 10 dage før sin 16-års fødselsdag debuterede han for Argentinos Juniors og var et øjeblikkeligt stjerneskud. Han blev til evig forbitrelse forbigået til VM på hjemmebane i 1978, men fortsatte succesen for Argentinos, inden han i 1981 efter 116 mål i 161 kampe skiftede til Boca Juniors for argentinsk transferrekord. Det blev kun til én sæson i den argentinske storklub, før FC Barcelona gjorde ham til verdens dyreste spiller.
Ved VM i 1982 så man både den gode og den dårlige side af Maradona. Og turneringen sluttede med en udvisning mod Brasilien efter et meget svinsk frispark. Hjemme i Barcelona var succesen aldrig ubetinget. Der var både magi og skuffelser. Samt ikke mindst det berømte masseslagsmål i Bilbao. På to sæsoner nåede han kun at spille 36 kampe, men scorede 22 mål. I 1984 stod Napoli klar til endnu engang at gøre ham til verdens dyreste fodboldspiller og Maradona var på vej mod sine bedste år.
I Napoli blev han det altoverskyggende fixpunkt og hans spil nåede fantastiske højder. Han førte den lille klub til to italienske mesterskaber i en periode, hvor både Juventus og Milan havde deres storhedstid. Men Napolis hold bestod af andre klassespillere end Maradona, så æren skal ikke udelukkende tilskrives ham. Og når hans største fans altid frehæver, hvordan han løftede en lille klub til storhed, skal man huske, at spillere som Beckenbauer, Cruyff og Pelé gjorde præcis det samme.
VM i 1986 var kulminationen på Maradonas karriere. Kvartfinaleopgøret mod England viste den symbolske Maradona: Først et snydemål med hånden, for så at score et af de bedste mål nogensinde. Maradona var 26 år, anfører og på sit absolut højeste, da han kunne løfte VM-trofæet efter 3-2 sejr over Vesttyskland.
Hans popularitet i Napoli gjorde, at Italien nærmest følte det som var de på udebane, da de i semifinalen ved VM i 1990 mødte Argentina i Napoli. Argentina vandt for anden gang i turneringen på straffe og var endnu en gang klar til at møde Vesttyskland. Tyskerne vandt en af de dårligste finaler nogensinde med 1-0 og Maradona og Argentina skulle vurderet ud fra deres spillemæssige præstationer være yderst tilfredse med sølv. Maradonas stjernestund i turneringen var oplægget til Claudio Canniggias scoring i ottendedelsfinalen mod Brasilien, der gav en ekstrem uretfærdig argentisk 1-0 sejr.
Stofproblemer, faderskabstumult og kontroversielle udtalelser gjorde, at hans tid i Italien kørte mod enden. En doping karantæne blev sømmet i kisten. Han forsøgte at genstarte karrieren først hos Sevilla og siden hjemme i Argentina, men var ved at være færdig. Da han ved VM i 1994 endnu engang røg i dopingfælden var karrieren reelt slut.
Efter mange år med vægt- og stofproblemer blev han sensationelt argentinsk landstræner, hvor han har demonstreret, at han stadig tager underlige beslutninger.
Maradona var utvivlsomt en magiker med bolden og en af de bedste spillere nogensinde, men når man skal vælge blandt de største, kan det være svært at se bort fra Maradonas relative spillemæssige begrænsninger, de store karrieremæssige udfald, 'guds hånd, masseslagsmålet i Bilbao, dopingdommene og det generelle manglende menneskelige format.
2. JOHAN CRUYFF
Landskampe/Mål: 48/33 (Holland)
Klubber: Ajax; FC Barcelona; Los Angeles; Washington; Levante; Feyenoord.
Et fodboldgeni på og udenfor banen - i den henseende aldrig overgået. Ikke for ingenting blev den langlemmede hollænder kaldt 'Pythagoras i støvler'.
Han var søn af en enlig mor, der gjorde rent i Ajax Amsterdam og startede i klubben som 10-årig. Ajax var på det tidspunkt en lille klub i Holland, men da Cruyff debuterede på førsteholdet skulle det hurtigt ændre sig. Med den gamle tankcenterforward Rinus Michels som træner og geniet Cruyff som spilstrateg udviklede holdet et af de mest nyskabende og visionære spilsystemer gennem tiderne. Totalfodbolden var født og Cruyff og Ajax var på vej mod stjernerne.
I 1966 blev det det første af seks mesterskaber på otte år. I 1969 nåede klubben finalen i mesterholdenes Europa Cup, men tabte til Milan. To år senere slog man Panathinaikos og genvandt trofæet i de to følgende år med meriterede sejre over Inter og Juventus. Michels havde på det tidspunkt skiftet Ajax ud med Barcelona og jobbet som hollandsk landstræner ved VM i 1974, hvor Holland leverede det bedste europæiske fodbold siden ungarerne tyve år senere - med samme resultat. Suveræne præstationer frem til finalen, hvor Vesttyskland stoppede festen.
Cruyff blev for tredje gang kåret til Europas bedste spiller og skiftede til FC Barcelona, hvor han sikrede klubben mesterskabet i sin første sæson og sikrede sit navn evig helgenstatus ved at kritisere Real Madrid. De følgende sæsoner var ikke lige så vellykkede og i 1978 skiftede han til amerikansk fodbold.
Da han vendte hjem til Europa var det først en kort optræden hos Levante i Spanien for siden at skifte tilbage, hvor det hele startede i Ajax. Klubben vandt to mesterskaber på stribe, men tøvede med at forlænge kontrakten med den aldrende Cruyff. Optændt af vrede skrev Cruyff kontrakt med ærkerivalerne Feyenoord, som han sikrede The Double, inden han veltilfreds kunne lægge støvlerne på hylden.
Året efter var han tilbage i Ajax, hvor han som træner sikrede klubben en sejr i UEFA Cuppen i 1987. Så gik turen til Barcelona, hvor han skulle opbygge 'El Dream Team'. Efter en svær start hentede Cruyff Michael Laudrup til klubben og klubben vandt fire mesterskaber på stribe, Champions League og leverede fodbold af en anden verden. Men da Laudrup og Cruyff kom på kant sluttede festen. Med Laudrups rejse til Madrid forsvandt drømmeholdets magi og Cruyff vandt ikke flere titler før han i 1996 blev fyret fra klubben. Siden har Cruyff ikke været træner, men i stedet ageret rådgiver for både Ajax, Barcelona og det hollandske fodboldforbund.
Som centerforward var han inspireret af Alfredo di Stefano, der selv havde Pedernera som forbillede. Men Cruyff var helt sin egen. Altid med i spillet, altid dirigerende sine medspillere, mens han vandrede rundt på banen for at finde stedet at boere kniven i modstanderen. Hans driblinger, teknik og overblik var i særklasse. Europas bedste spiller nogensinde.
Klubber: River Plate; Huracan; Millonairos; Real Madrid; Espanyol
Den største klubspiller gennem tiderne. Hvad kan man ellers sige om en mand, der vandt 14 mesterskaber i tre forskellige lande og var en bærende del af tre af de mest berømte klubhold nogensinde?
Der findes i fodboldhistorien ingen spillere som Alfredo di Stefano, og hans enorme storhed levnes ikke fuld retfærdighed ved tilfældige videoklip. Hvis man derimod ser en hel kamp med ham, forstår man hvorfor mange regner ham som den bedste spiller gennem tiderne. Oprindelig angriber, men bevægende sig over hele banen. Oprydder i forsvaret, motor og kreatør på midtbanen og afslutter i angrebet - i hver kamp! Som forfatteren David Goldblatt rammende har beskrevet det var di Stefano både hjerne, lunge, inspiration og sværd i ét.
Han startede karrieren som indskifter på det legendariske River Plate-hold 'Maskinen', hvor Adolfo Pedernera og José Manuel Moreno blev ledestjerner for den unge di Stefano. Han blev udlejet til Huracan, men vendte hjem til en ledende rolle på holdet, da Pedernera skiftede til den colombianske piratliga. Siden skiftede også di Stefano til Millionairos, hvor han blev genforenet med Pedernera. Holdet blev kendte som 'Den blå ballet' og var suveræne i sydamerikansk fodbold.
I Spanien havde både Real Madrid og FC Barcelona fået øjnene op for den fremragende all-rounder og indledte en hård kamp om hans signatur. Og efter meget spegede forhandlinger endte han i den spanske hovedstad. Her skulle han som enerådende general føre klubben til hidtil uset triumf. Otte spanske mesterskaber og fem Europa Cup-sejre på stribe var facit, da han 11 år senere forlod klubben. I samtlige fem finaler scorede han - med 7-3 sejren over Eintracht Frankfurt som højdepunkt. Her leverede di Stefano og Ferenc Puskas uforglemmelige præstatiner med hhv. tre og fire scoringer - og så var de henholdsvis 34 og 33 år!
Di Stefano sluttede karrieren med to sæsoner i Espanyol, inden han i 1966 lagde støvlerne på hylden. 40 år gammel og stadig i stand til at løbe en marathon i hver kamp. Efter karrieren på banen trænede han en lang række klubber i flere lande - herunder i to omgange Real Madrid. I dag er han ærespræsident i Real Madrid og med ved samtlige præsentationer af nye spillere. Som en påmindelse til de nyankomne om den storhed de skal leve op til.
