Da Morten Olsen tilbage i 2000 tiltrådte som dansk landstræner var det planen, at han ville anvende et Cruyff-inspireret 3-4-3 system. Det gik ikke længe før det blev ændret til 4-3-3, men det har efterhånden længe været et godt spørgsmål om man ikke skulle gøre alvor af den oprindelige plan.
Morten Olsen var i mange år næsten et folkekrav til landstænerposten, men de senere års mislykkede resultater har medført, at stadig flere har ønkset den tidligere anfører-legende hen hvor peberet gror. Olsens stædige fastholdelse af spillere og systemer har irriteret mange, og de stadigt dårligere resultater og Olsens til tider besynderlige udtalelser har ødelagt meget af hans goodwill i befolkningen.
Det er dog væsentligt at holde fast i, at Morten Olsen især i de senere år bestemt ikke har haft et imponerende spillermateriale at arbejde med. Mens spillerne i hans egen tid som spiller kom fra euorpas absolutte topklubber og trænere som Richard Møller Nielsen og Bo Johansson kunne trække på verdensstjerner som Laudrup-brødrene og Peter Schmeichel har Olsen ofte været nødt til at avende reserver fra middelmådige europæiske klubber og jævne danske superligaspillere.
Én ting kan dog undre og det er hvorfor han ikke er gået tilbage til den oprindelige idé med at spille 3-4-3. I sine første kampe som træner anvendte Olsen Thomas Gravesen som den defensive midtbanespiller, der skulle veksle mellem at være midtbaneanker og centerforsvarer. Men Olsen må have følt at balancen ikke var i orden og de første par års gode resultater er da også svære at indvende noget imod. Men i takt med at resultaterne er blevet dårligere og det er blevet sværere og sværere at finde kompetente spillere, virker det mærkeligt at man ikke siden har gjort forsøget. For hvor man ofte har måtte stille med svage backs har man som regel haft adskillige stærke kandidater til midterforsvaret og den centrale midtbane. Og vist er Thomas Gravesen og Claus Jensen siden forsvundet, men til centerforsvaret råder man udover de internationale klassespillere Daniel Agger og Martin Laursen over solide folk som Per Krøldrup, Michael Gravgaard og Ulrik Laursen, og til den centrale midtbane er der spillere som Christian Poulsen, Daniel Jensen og Leon Andreasen, der alle nyder succes på klubplan og der vil stadig være plads til Jon Dahl Tomasson på den offensive midtbane, Bendtner fremme og de fløje, hvor landsholdet generelt er bedst besat.
Det kan virke besynderligt ikke at gøre brug af disse fremfor konstant at have hovedpine overbackproblemer, og tendensen bliver kun endnu mere klar, når man kigger på næste generation af landsholdsspillere. Mens man skal lede langt efter virkelig spændende backs, er der unge midterforsvarere som Mathias Zanka Jørgensen, Simon Kjær, Magnus Troest og Winston Reid for bare at nævne nogle få og til den centrale midtbane er spillere som Niki Zimling og William Kvist allerede blevet testet på landsholdet.
Vist er det et system der kræver meget af den enkelte spiller, og som stille krav om løbekapacitet på den centrale midtbane, men det udmærker også spillere som Christinan Poulsen og Leon Andreasen, og der findes ikke meget bedre systemer, hvis man gerne vil være et boldførende mandskab. Johan Cruyff har sagt det sådan: "3-4-3 kan være perfekt, men det kan også være kollektivt selvmord". Med tanke på landsholdets situation er det vist en chance, der er værd at tage.
