Går man ind på FC Barcelonas hjemmeside kan man om Josep Samitier læse, at han udover at være klubbens første stjernespiller også var en af tidens bedste angribere. Ikke helt logisk. For nok var han især senere i karrieren en meget målfarlig forward med øgenavnet 'Hummeren', men det er for hans udvikling af midtbanepositionen, hvor han var den måske første europæiske spiller, der så mulighederne i at organisere spillet, at han står som en af historiens store spillere.
Han var en del af af Barcelonas første storhold med blandt andet målmandslegenden Ricardo Zamora, hvis veje Samitier ofte kom til at følge og som var den eneste der i berømmelse kunne måle sig med ham. Klubben vandt alt hvad den kom i nærheden af i 1920'erne, blandt andet den allerførste La Liga i 1929. Efter en kontrovers med klubbens ledelse skiftede han til det, der senere skulle blive kendt som Real Madrid, hvor han blev genforenet med Zamora og vandt mesterskabet i 1933.
Efter egentlig at have indstillet karrieren på banen for at blive træner, forlod Samitier i 1936 det borgerkrigshærgede land for endnu engang at slutte sig til Zamora i franske Nice, hvor han spillede tre sæsoner, inden karrieren definitivt blev lagt på hylden. Han var en del af det allerførste spanske landshold, som i 1920 vandt sølv ved OL. Han spillede endvidere mange uofficielle kampe for det katalanske landshold.
Han fik senere en afgørende lederrolle i Barcelona, hvor han blandt andet hentede den senere legende Ladislao Kubale til klubben, men forlod efter mange opgør i 1960'erne klubben for endnu engang at skifte til ærkerivalerne fra Real Madrid, hvor han altid havde haft et særdeles godt forhold til Franco.
Til trods for sine mange kontroversielle beslutninger, de to skift til fjenden og sin flirten med fascismen modtog han ved sin død i 1972 en begravelse, der var en statsmand værdig. I dag husker de færreste ham, men for Barcelona-tilhængere med historikken i orden vil hummer altid være en af yndlingsretterne.
9. FERNANDO REDONDO
Landskampe/Mål: 29/1 (Argentina)
Klubber: Argentinos Tenerife; Real Madrid; AC Milan
En af de mest elegante midtbanespillere i nyere tid, men hans talent blev næppe fuldt forløst.
Efter fem år hos Argentinos Junios i hjemlandet, skiftede den 21-årige Redondo i 1990 til spanske Tenerife. Her var han sammen med træner og landsmand Jorge Valdano to gange afgørende medvirkende til at mesterskabet endte hos FC Barcelonas Dream Team og ikke Real Madrid.
I 1994 skiftede både Redondo og Valdano til kongeklubben, hvor de sammen med Michael Laudrup brød Barcelonas dominans og sikrede mesterskabet. I de seks sæsoner i den spanske hovedstad blev 'Prinsen' en af de mest populære spillere i klubbens historie og det var derfor en stor skuffelse for fansene, da han efter at have spillet sit livs sæson og blandt andet med det berømte solo-nummer på Old Trafford ført klubben til den anden Champions League-sejr i hans periode, valgte at skifte til AC Milan.
Hans tid i den italienske storklub blev forfærdelig, da han allerede inden sin debut blev alvorligt skadet og aldrig for alvor blev sig selv igen. Som udtryk for hans specielle natur ville han ikke have Milan til at betale løn, mens han var skadet.
Hans landsholdkarriere er skuffende. Ikke mindst fordi han i sine bedste år, ikke var en del af holdet grundet kontroverser med diverse landstrænere. Mest berømt legenden Daniel Passarella, der ikke ville have langhårede spillere på sit hold.
En af spillets store skønheder forlod fodboldverdenen uden megen opmærksomhed, men har stadig kultstatus blandt mange fans og er et evigt referencepunkt for nye argentisnke 5'ere.
8. NILS LIEDHOLM
Landskampe/Mål: 23/10 (Sverige)
Klubber: IK Sleipner; IFK Norrköping; AC Milan
Gunnar Gren var den mest spektakulære, Gunnar Nordahl manden med målene, men det var det sidste led i den berømmede svenske Milan-trio Gre-No-Li, Nils Liedholm, der var arkitekten og chefen bag holdets spil.
'Greven' eller 'Baronen', som den adeligt gifte Liedholm blev kaldt, er en af historiens store midtbanegeneraler, og hans lederegenskaber blev allerede benyttet, da han startede karrieren som en slags spillende træner. Som 22-årig skiftede han til den daværende storklub IFK Norrköping med hvem han vandt to mesterskaber i træk.
Samme år som skiftet til Norrköping debuterede han på landsholdet i en kamp mod Danmark. Og ved de Olympiske Lege i 1948 blev det til svensk guld med Liedholm i en lidt uvant plads som venstre wing.
I 1949 drog han til AC Milan, hvor han hurtigt blev holdets anfører og samlingspunkt. En berømt anekdote fortæller, at der gik to år før den formidable pasningsspiller missede en aflevering, og at begivenheden udløste fem minutters klapsalver fra publikum. Det blev til fire italienske mesterskaber og en tabt Europa Cup-finale for Milan.
I 1958 gjorde Liedholm comeback på landsholdet ved VM på hjemmebane, der gav svensk sølv. I finalen mod Brasilien bragte han sit hold foran på et mål Pelé – lidt vel sentimentalt – har kaldt det bedste, der er scoret mod et brasiliansk landshold. Og i anden halvleg stod han med en genial aflevering bag yderligere et mål. Men ellers var Brasilien ganske enkelt et bedre hold og vandt 5-2. Og trods de to store øjeblikke, er det svært at se bort fra, at den aldrende Liedholm ganske enkelt var overmatchet af den brasilianske maestro Didi.
Efter spillerkarrieren blev Liedholm en måske endnu større træner med en 26 år lang karriere, der gav mesterskaber til både Milan og Roma. I 1984 førte han romerne til Europa Cup-finalen på hjemmebane mod Liverpool, der sejrede efter straffesparkskonkurrence. Liedholm forblev consigliere for Roma-ledelsen helt frem til sine sidste leveår.
7: SOCRATES
Landskampe/Mål: 63/25 (Brasilien)
Klubber: Botafogo; Corinthians; Fiorentina; Flamengo; Santos; Garforth Town
En af sin generations mest kontroversielle spillere – og en af de allerbedste. Sócrates var anfører og styrmand på et af de bedste hold, der aldrig vandt VM.
Sócrates startede karrieren i Botafogo, men blev først fuldtidsprofessionel som 24-årig, da han ville færdiggøre sit doktor-studie. Han skiftede til storklubben Corinthians og fik sin landsholdsdebut året efter.
Hurtigt trådte han frem som en spiller i verdensklasse, og ved VM i 1982 var han anfører for den fantastiske midtbane med spillere som Falcao og Zico. Desværre var hverken forsvar eller angreb af samme kaliber, så selvom der blev spillet drømmefodbold og Sócrates fik scoret to spektakulære mål i turneringen røg man ud i mellemrunden.
Fire år senere var han en af de få spillere fra 1982-holdet, der stadig var på toppen af sin ydeevne. Men endnu en gang kiksede det for brasilianerne, da holdet tabte en formidabel kvartfinale til Frankrig efter straffesparkskonkurrence, hvor Sócrates misbrugte sit forsøg.
I 1984 skiftede han til italienske Fiorentina, men opholdet blev ingen succes, da bohemen Sócrates ikke kunne indordne sig under den strenge disciplin, og vendte hjem til Brasilien. Men karrieren var så småt ved at lakke mod enden.
Sócrates, der var kæderyger og mere anså sig som samfundsdebattør end fodboldspiller, var karrieren igennem særdeles aktiv på den yderste venstrefløj og var en torn i øjet på det brasilianske militærdiktatur ved konstant at komme med kontroversielle udtalelser. Men på fodboldbanen var ingen i tvivl om hans klasse. Den 194 cm høje midtbaneelegantier var i besiddelse af vidunderlige pasningskvaliteter og overblik. Han havde et knaldhårdt spark og blev legendarisk for sine hæl afleveringer.
I 2004 fik han et meget omtalt comeback i den engelske sekunda-klub Garforth Town.
Hans lillebror Rai var et endnu større talent og er en af de bedste spillere i brasiliansk klubfodbolds historie. Men på landsholdsplan ville tingene ikke rigtig fungere. Ved VM i 1994 mødte han op som anfører og playmaker, men efter en skuffende indledning på turneringen mistede han både anførerbind og startplads, og måtte se Carlos Dunga løfte VM-trofæet.
6. FRANK RIJKAARD
Landskampe/Mål: 73/10 (Holland)
Klubber: Ajax; Real Zaragoza; AC Milan
Mange midtbanespillere er med alderen blevet flyttet ned i forsvaret. Med Frank Rijkaard gik turen den modsatte vej.
Rijkaard debuterede 17 år gammel på et fantastisk talentfuldt Ajax-hold, og i løbet af de syv år han optrådte for klubben nåede han at spille sammen med spillere som Johan Cruyff, Søren Lerby, Frank Arnesen, Ronald Koeman, Marco van Basten, Jan Mølby og Jesper Olsen.
På landsholdet var det også som centerforsvarer han fik sin store triumf, da Holland vandt EM i 1988 med Rijkaard og Koeman i forsvaret.
Rijkaard havde året før forladt Ajax efter en kontrovers med Johan Cruyff. Skiftet til Sporting Lissabon var komisk, da handlen ikke overholdt transfer deadlinen , og han blev derefter udlånt til spanske Zaragoza.
I Italien var rigmanden Silvio Berlusconi ved at opbygge Europas bedste hold, og havde allerede Rijkaards landsmænd Gullit og van Basten i klubben. Træner Arrigo Sacchi så muligheder i Rjkaards taktiske og fysiske kvaliteter, og gjorde ham til balancespilleren på midtbanen. Rijkaard’s dynamiske spillestil var hidtil uset for en defensiv midtbanespiller og blev en vigtig del af Milans storhold.
På landsholdet ville tingene aldrig blive lige så gode. Ved VM i 1990 blev han udvist mod Vesttyskland efter at have spyttet Rudi Völler i hovedet, og ved EM to år senere tabte man – trods en scoring af Rijkaard – semifinalen til Danmark.
I 1993 vendte Rijkaard hjem til Ajax og var her med til at besejre sin tidligere klub i Champions League-finalen i 1995.
Som træner har han stået i spidsen for Sparta Rotterdam, det hollandske landshold og med klart størst succes FC Barcelona.
5. JÓZSEF BOZSIK
Landskampe/Mål: 101/11 (Ungarn)
Klubber: Honved
Puskas, Czibor, Kocsis og Hidegkuti løb med måske med opmærksomheden. Men ved at se det store ungarske landsholds kampe i dag, træder den mindst lige så imponerende styrmand József Bozsik frem.
Bozsik tilhører ligesom Nils Liedholm en i dag uddød race af fodboldspillere. Så dominerende, forholdsvis langsomme, boldkrævende ledertyper findes ganske enkelt ikke længere. Bozsik spillede hele karrieren for Honved, hvor også spillere som Puskas, Czibor og Kocsis i en del år var.
Han var en født leder og hans pasningsspil er blandt det bedste verden nogensinde har set. Udgangspunktet var dybt tilbage på midtbanen, hvor fra han kunne styre slagets gang.
I 1952 vandt Ungarn OL-guld, og det blev starten på en fantastisk periode for det måske bedste europæiske landshold gennem tiderne. Året efter blev man med en overbevisende 6-3 sejr, det første ikke-britiske hold, der vandt på Wembley.
Ved VM i 1954 startede det som lyn og torden med lutter storsejre. I den brutale kvartfinale mod Brasilien blev Bozsik udvist efter håndgemæng med Nilton Santos. Ungarn vandt kampen 3-1 og efter sidste fløjt udbrød der masseslagsmål mellem de to holds spillere. Trods udvisningen var han klar til at spille semifinalen mod Uruguay, der blev en opvisning i offensiv fodbold, og hvor de seje uruguayere trak kampen ud i forlænget spilletid, hvor Ungarn til sidst vandt 4-2. I finalen førte man hurtigt 2-0 over Vesttyskland, inden man helt uforståeligt tabte det hele på gulvet med et 2-3 nederlag.
Da flere af stjernerne fra holdet udnyttede den mislykkede revolution til at hoppe af til vesten, blev Bozsik hjemme, og blev senere ’valgt’ til det kommunistiske parlament. I en kort periode var han træner for Ungarns landshold, men cancer satte en stopper for den elegante midtbanedirigent i en alder af kun 52 år.
4. FALCAO
Landskampe/Mål: 29/9 (Brasilien)
Klubber: Internacional; AS Roma; Sao Paulo
Da Roma i 1980 under datidens mere restriktive udlændinge-regler skulle vælge mellem den brasilianske stjerne Zico og hans landsmand Falcao valgte man til manges overraskelse sidstnævnte. Der skulle ikke gå lang tid før alle forstod hvorfor.
Som den måske mest komplette boks-til-boks midtbanespiller gennem tiderne, var Falcao i besiddelse af overlegne taktiske og tekniske kvaliteter. Han var løbestærk, målfarlig og robust. Derudover var han i besiddelse af en særlig elegance, der gjorde, at han aldrig virkede til at anstrenge sig, men nærmest svævede rundt på banen.
I Internacional vandt han tre brasilianske mesterskaber og etablerede sig som en af kontinentets bedste spillere. Da han skiftede til Roma blev han straks styrmanden på et meget stærkt mandskab, der vandt et meget sjældent mesterskab i 1983 og året efter tabte Europa-Cup finalen på hjemmebane til Liverpool efter straffesparkskonkurrence.
Falcao suverænitet gav ham tilnavnene ’Roms ottende konge’ og ´Den Guddommelige', men afslutningen på hans tid i Den Evige Stad blev trist, da klubben i 1985 ikke forlænge kontrakten ovenpå en skade. Falcao tog hjem til Brasilien, men karrieren var tæt på enden.
På landsholdet var han i 1982 en del af drømmemidtbanen med Sócrates og Zico, mens han fire år senere grundet sine skader kun var indskifter.
Den dag i dag har Falcao en meget stor fanskare, der ikke har glemt, den nydelse, det var at opleve VIII re de Roma.
3. LOTHAR MATTHÄUS
Landskampe/Mål: 150/23 (Vesttyskland & Tyskland)
Klubber: Gladbach; Bayern München; Inter; Metro Stars
Det var ikke åbenlyst, at den lille sammenbidte tysker skulle blive en af fodboldhistoriens største spillere. Talentet var ikke det klareste, men til gengæld var han i besiddelse af en vinder attitude meget få har gjort ham efter.
Han startede Borussia Mönchengladbach, og fik som 19-årig debut på det landshold han skulle blive rekordholder for. Matthäus etablerede sig som en af de mest lovende spillere i den tyske Bundesliga, men det var da han i 1984 blev håndlanger for Søren Lerby på Bayern Münchens midtbane, at han for alvor udviklede sig til en af Europas bedste spillere.
Matthäus er den eneste markspiller, der har været med til fem verdensmesterskaber, og har vundet både guld og to gange sølv. Derudover var han i 1980 med til at vinde europamesterskaber, og i det hele taget har han stort set vundet alt, hvad han har deltaget i. Med én undtagelse: Det Champions League-trofæ han i 1999 var få minutter fra, inden Manchester United vendte finalen på hovedet.
Typisk var det også, at han i Inter formåede at vinde det italienske mesterskab trods Milan og Napolis dominans. Da Matthaüs vendte hjem fra Italien blev han sweeper, hvor han også nåede høj klasse. Men det er som boks-til-boks midtbanespiller, at han er blandt de bedste, og hvor han kombnerede playmaker-egenskaber med hårdt defensivt arbejde.
Hans facon har uden tvivl været medvirkende til, at han ikke er nogen videre populær spiller. Men mon ikke han er ligeglad? Lothar Matthäus har i hvert fald aldrig virket til at spekulere på, hvad andre måtte mene om ham.
Som træner har han ført lidt af en nomade tilværelse, og har endnu ikke oplevet succes, der bare minder om den han oplevede som spiller.
I al beskedenhed fodboldens første verdensstjerne!
Han er en af de spillere fra før anden verdenskrig, der lider under det sparsomme billedmateriale. Men ved at se de eksisterende filmklip med ham, kan man ved selvsyn konstatere, at der er tale om en spiller forud for sin tid, og som selv i dag virker imponerende moderne.
José Leandro Andrade skabte sensation ved de Olympiske Lege i Paris i 1924. Aldrig før havde Europa set en sort fodboldspiller, og endnu mindre havde de forestillet sig de ting han kunne. 'Den Sorte Perle', som han hurtigt blev kaldt, var et teknisk vidunder, der helst undgik enhver form for nærkampe, der dengang ellers var det normale. I stedet udnyttede han sin utrolige smidighed til at glide udenom modstanderne. Når han skulle erobre bolden skete det ikke ved hårde tacklinger, men ved at forudse spillets gang. Og så var han i stand til de mest utrolige boldkunster. 75 år før brasilianeren Kerlon blev et internet-fænomen med sin ’sæl-finte’ løb Andrade over en halv banelængde med bolden på sit hoved.
Andrade ankom som regerende Copa America-mestre til OL i 1924. Men luksus var der intet af. Andrade var til daglig skopudser og gademusikant, men efter det sensationelle OL var han en verdensstjerne, og blev længe i Paris, hvor han slog sig løs i det franske natteliv.
Hjemme igen udfordrede Argertina Uruguay til duel. Efter 1-1 i Montevideo, stenede de argentiske fans Andrade i returkampen. Andrade og holdkammeraterne svarede igen med samme mønt, og voldsomme scener fulgte. Uruguay udvandrede og Argentina erklærede sig som vindere.
Uruguay skulle dog få deres revanche, da slog Argentina i finalen ved både OL i 1928 og ved det første VM i 1930. Ved samme lejlighed blev Andrade den første spiller til at modtage Guldbolden som turneringens bedste spiller. Derefter begyndte det at gå ned ad bakke. Ved OL i 1928 havde Andrade pådraget sig en alvorlig øjenskade, og selvom han fortsatte karrieren til slutningen af trediverne var han ikke længere den samme.
Hans sidste offentlige optræden var, da han overværede sin nevø vinde VM i 1950. Syv år efter døde han. Verdens engang mest feterede spiller endte sine dage fattig, alkoholiseret og halvblind. Men mindet om en af fodboldens største pionerer lever stadig.
1. DIDI
Landskampe/Mål: 68/20 (Brasilien)
Klubber: Fluminense; Botafogo; Real Madrid; Valencia; Veracruz; Sao Paulo.
VM i 1958 huskes for Pelé og 1962 for Garrincha, men Didi var strategen bag begge titler.
Oprejst som en svane vandrede Didi, der som teenager var tæt på at få sit ene ben amputeret, rundt på banen og styrede spillet med hård hånd. Stort se samtlige angreb gik igennem den majestætiske styrmand. Interessant er det, at han uden på noget tidspunkt at løbe ret meget altid var i begivenhedernes centrum. Han var det perfekte bindeled mellem forsvar og angreb. Førte bolden frem fra de bagerste rækker og lagde de afgørende afleveringer i den anden ende. Samtidig er han en af historiens bedste frisparksskytter og perfektionerede de skruede spark.
Han overtog kommandoen over landsholdet efter stjernen Zizinho og blev hurtigt holdets samlingspunkt. Ved VM i 1954 røg Brasilien ud i kvartfinalen til Ungarn, men fire år senere var Didi den i særklasse bedste spiller, da landet endelig vandt VM. I semifinalen mod Frankrig, der huskes for Pelés hattrick, scorede Didi et af de bedste langskudsmål i VM’s historie. I finalen står han bag et uforglemmeligt øjeblik, da han efter svenskernes føringsmål tager bolden i sine hænder og fører den hele vejen op i midtercirklen. En feltherre, der fører sin hær frem.
Ved VM fire år senere var Didi blevet 34 år og var ikke længere helt så dominerende i en turnering, der huskes for Garrinchas one-man show.
På klubplan fejrede han store triumfer med Fluminense og Botafogo, inden han efter VM i 1958 skiftede til Real Madrid. Hvad der burde have været opfyldelsen af en drøm at se Didi som kreatør for Di Stefano, Puskas, Gento og Kopa, endte som karrierens største skuffelse, da han ikke kunne indordne sig i Alfredo di Stefanos diktatur. Han blev udlejet til Valencia efter en enkelt sæson og vendte siden tilbage til Brasilien.
Som træner førte han Peru til kvartfinalen ved VM i 1970, hvor hans landsmænd satte en stopper for et hold, der helt i Didis ånd spillede smuk angrebsfodbold.
Landskampe/Mål: 73/10 (Holland)
nge
midtbanespillere er med alderen blevet flyttet ned i forsvaret. Med Frank Rijkaard gik turen den modsatte vej.