Klubber: Sportivo Lugueno; Club Guarani; San Lorenzo; Real Zaragoza; Velez Sarsfield; Strassbourg; Penarol.
En af de mest kontroversielle målmænd gennem tiderne. Berømt for sin enestående målfarlighed på dødbolde, der medførte ikke færre end 62 mål gennem en godt tyve år lang karriere. Derudover huskes han for et glødende temperament, der ofte bragte ham i vanskeligheder. Han var en kraftfuld og karismatisk målmand, der udover sin fremragende sparketeknik var i besiddelse af lynhurtige reflekser.
Når han i Europa sjældent huskes for sin uomtvistelige klasse mellem stængerne kan det skyldes, at hans europæiske karriere ikke var synderligt imponerende. I perioden 1988-91 spillede han for spanske Zaragoza, mens han fra 2000-2002 optrådte for franske Strassbourg. Det var i perioden 1991-2000, at han for argentinske Velez Sarsfield opnåede karrierens største præstationer med både argentinske mesterskaber og sejr over AC Milan i finalen ved Intercontinental Cup i 1994. Efter opholdet i Frankrig og hos Penarol fra Uruguay afsluttede Chilavert i 2003-2004 karrieren hos Velez.
For Paraguay var højdepunktet VM i 2002, hvor han mødte op med karantæne i den første kamp efter, at han i kvalifikationsturneringen havde spyttet efter brasilianske Roberto Carlos.
Han blev af IFFHS kåret til Verdens bedste målmand i 1995, 1997 og 1998.
Der fandtes og findes bedre målmænd end Peter Shilton, men få spillere fortjener så stor legendestatus. Udover at have den engelske landskampsrekord med 125 kampe, er han med sine 1005 kampe en af de spillere flest kampe på højeste niveau.
Han formåede i 1970 at få landskampsdebut, selvom han spillede for Leicester i den næstbedste række, men måtte i starten stå i skyggen af Gordon Banks. Efter Banks' bilulyukke i 1972 kæmpede Peter Shilton i mange år en brav kamp med Liverpools Ray Clemence om retten til at stå i det engelske mål. Hans landsholdskarriere husket pardoksalt nok oftest for to episoder, der gav modstanderne mål. Først det fæle drop mod Polen i VM-kvalifikationen, hvor han efter eget udsagn forsøgte at lave 'The perfect save', men i stedet kom til at dum ud. Ved VM i Mexico 1986 blev han så offer for 'Guds Hånd', da Diego Maradona hoppede op og slog bolden over hovedet på den fremstormende Shilton. Shilton var anfører ved VM i både 1986 og 1990.
I sin lange klubkarriere nåede han kun ét mesterskab - med Nottingham Forest i 1977/78 med hvem han også vandt Europacupen for pokalvindere to gange. Shilton formåede at spille over 100 kampe for både Leictester, Stoke, Nottingham, Southampton og Derby. Efter Derbys nedrykning i 1991 forlod Shilton klubben året efter for at blive spillende manager i Plymouth. Om Shiltons karriere som træner og de efterfølgende år som ringvrag i diverse engelske sekundaklubber jo mindre des bedre, men inden da nåede han en karriere meget få spillere kommer i nærheden af og han blev en kultfigur i Tipslørdagens glade dage.
8: AMADEO CARRIZO
Landskampe/Mål: 20/0 (Argentina)
Klubber: River Plate; Aliaza Lima; Millonarios.
En af de mest innovative målmænd gennem tiderne - måske den største på dét område. Carrizo var med til at revolutionere målmandsspillet ved at bære handsker, dominere feltet og anvende udspark som angrebsvåden.
Han debutede 19 år gammel for River Plate's daværende storhold med legendariske spillere som Alfredo Di Stefano, Adolfo Pedernera og José Manuel Moreno. De to førstnævnte drog siden begge til den colombianske piratliga og spillede for Millionarios, som Carrizo 25 år senere skulle afslutte sin karriere i.
Det blev Carrizos skæbne at have sin storhedstid, mens Argentina ikke ønskede at deltage i internationale turneringer, hvilket uden tvivl har skadet hans efterfølgende berømmelse. Da Argentina efter 24 års boykot i 1958 igen stillede op til et VM var det med Carrizo mellem stængerne. Holdet floppede fælt, blandt andet med et 1-6 nederlag til Tjekkoslovakiet, og måtte ved hjemkomsten flygte fra vrede fans. Trods fiaskoen blev Carrizos målmandsstil noteret, og der er ikke tvivl om, at eksempelvis Lev Yashin lod sig inspirere til at videreudvikle nogle af Carrizos opfindelser.
Efter at have vogtet River Plates mål i 23 år og sat flere rekorder end nogen anden målmand i landet havde han korte ophold i Mexico og Colombia, inden han 45 år gammel indstillede karrieren i 1971.
7: GIANLUIGI BUFFON
Landskampe/Mål: 95/0 (Italien)
Klubber: Parma; Juventus
Verdens i øjeblikket bedste målmand er af IFFHS fire gange kåret som samme, og har med sine for en målmand bare 30 år masser af tid til at blive en endnu større en af slagsen.
Han slog igennem hos Parma som teenager og nåede her at vinde UEFA-Cupen. Allerede som 19-årig var han med Italien til VM i 1998, men spillede ikke. Det gjorde han heller ikke til EM to år efter, men har siden været støvelandets ubestridte førstevalg. I 2001 gjorde Juventus ham til historiens dyreste målmand, da de sendte omkring 350 mio. kr til skinkebyen.
I Torino har Buffon udviklet sig til fantastisk komplet målmand, der ikke mindst har nogle utrolige reflekser, og han har vundet både mesterskab, pokalturnering og UEFA-Cupen, samt nået finalen i Champions League. Oven på Calciopoli-skandalen i 2006 valgte Buffon trods Juventus' degradering til Serie B at blive i klubben, og han har netop forlænget sin kontrakt frem til 2013.
Ved VM i 2006 kom karrierens forelæbige højdepunkt med den italienske VM-sejr i Tyskland, hvor Buffon kun blev passeret to gange - af et selvmål og et straffespark!
6: SEPP MAIER
Landskampe/Mål: 95/0 (Vesttyskland)
Klubber: Bayern München
'Katten fra Anzing' var 70'ernes mest spektakulære målmand. Han kunne lave de mest fantastiske redninger, men kunne - i som regel mindre betydelige kampe - godt have store koncentrationssvigt og spille med overmod.
Tysklands bedste målmand gennem tiderne - i konkurrence med eleven Oliver Kahn - tog sammen med de et år yngre Franz Beckenbuer og Gerd Müller turen med Bayern München fra den næstbedste række til den europæiske top. Sammen fejrede de også store triumfer med det tyske landshold. Maier var reserve, da Vesttyskland fik VM-sølv i 1966, mens han til VM i 1970 var førstemålmand og fik bronze. To år senere vandt Vesttyskland EM-guld og i 1974 kom kronen på værket med VM-sejren i 1974. Den sidste store turnering med den faste garde var EM i 1976, hvor man tabte finalen på straffespark til Tjekkoslovakiet og Panenka overlistede Maier med et chip, der siden er blevet legendarisk.
Med Bayern München vandt Maier i perioden 1966-1976 13 titler! - og huskes også for sin 'andejagt' under en kamp, hvor han havde så lidt at lave, at han i stedet gav sig til at jage en vildfaren and på stadion.
I 1979 var han ivolveret i en livstruende bilulykke, der gjorde, at han året efter indstillede karrieren. Siden har han været målmandstræner for både Bayern og det tyske landshold.
5: RICARDO ZAMORA
Landskampe/Mål: 46/0 (Spanien)
Klubber: Espanyol; FC Barcelona; Real Madrid; Nice.
Den første virkelig betydningsfulde målmand. "El Divino" (Den Guddommelige) regnes almindeligvis for den ubestridt bedste målmand i første halvdel af forrige århundrede.
Han debuterede i 1916 som 15-årig i den bedste spanske række for Espanyol, hvor store dele af karrieren som både spiller og træner kom til at foregå. Han havde en evne til altid at træffe kontroversielle beslutninger, og forlod først Espanyol for at skifte til bysbørnene FC Barcelona. Efter at have skiftet retur til Espanyol drog han til Real Madrid, hvor karrieren nåede et højdepunkt. De sidste år af karrieren foregik i franske Nice.
På landsholdet vandt han OL-sølv i 1920, men måtte se finalen fra sidelinien efter at have slået en modstander i semifinalen. Ved VM i 1934, der også er den turnering, der indeholder det bedste materiale med ham, blev han udtaget til All-Star holdet.
Blandt hans mange andre kontroversielle sider kan nævnes hans store alkhol- og cigaret forbrug; en dom for skattesvindel og en tilfangetagelse af republikanerne under den spanske borgerkrig.
Efter karrieren trænede han en række klubber herunder Atletico Madrid og Espanyol, og stod i spidsen for Spanien i to landskampe. Trofæet som sæsonens bedste målmand i den spanske række er opkaldt efter ham, og han har modtaget nogle af Spaniens højeste ordner.
4: GORDON BANKS
Landskampe/Mål: 73/0 (England)
Klubber: Chesterfield; Leicester; Stoke; Cleveland; St. Patricks Athletic; Fort Lauderdale.
Han vil for altid blive husket for sin redning af Pelés hovedstød ved VM i 1970. En redning der på det mest sublime viser, hvorfor 'Banks of England' er en af de mest reaktionsstærke målmænd gennem tiderne.
Efter at have startet karrieren som halvtidsprofessionel i Chesterfield drog den da 22-årige Banks i 1959 til Leicester City, hvor han hurtigt viste sig som en af landets bedste målmænd. Efter at have tabt to FA-cup finaler lykkedes det i 1964 endelig at vinde FA-cupen.
Samtidig var Banks ved at etablere sig på det engelske landshold, og han var det sikre førstevalg, da England i 1966 var vært for VM. Med Banks som sikker sidste skanse lykkedes det englænderne at vinde deres hidtil eneste VM-trofæ efter en dramatisk finalesejr efter forlænget spilletid mod Vesttyskland. Efter slutrunden skiftede Banks til Stoke City.
Fire år senere var Banks igen på toppen, og lavede den berømte redning af Pelés hovedstød i Englands 0-1 nederlag til Brasilien i den indledende runde. Banks var 32 og det skulle vise sig at blive hans sidste VM-slutrunde. I 1972 var han involveret i en bilulykke og mistede synet på det ene øje. Selvom han kæmpede sig tilbage blev han aldrig den samme målmand igen, og han endte karrieren i USA, der i halvfjerserne hentede mange aldrende stjerner til deres liga.
Udover sine fantastiske reflekser var Banks en mester i at placere sig korrekt, og han er ubestridt den bedste britiske målmand nogensinde.
3: DINO ZOFF
Landskampe/Mål: 112/0 (Italien)
Klubber: Udinese; Mantova; Napoli; Juventus.
Da Dino Zoff var 14 år blev han vraget af de italienske storklubber Inter og Juventus. Da han et kvart århundrede senere som anfører og den ældste spiller nogensinde løftede VM-trofæet var han landets største gennem tiderne.
Zoff arbejdede hårdt på at vokse og fik en kontrakt med Udinese. Som 21-årig skiftede han til Mantova og her tog karrieren for alvor fart. Han etablerede sig som en af landets bedste og i 1967 købte Napoli ham. Han erobrede det italienske landsholdsmål under EM i 1868 og var med til at sikre landets første internationale sejr i 30 år.
Han mistede pladsen til VM to år senere, men kæmpede sig tilbage og stod senere i tre VM-slutrunder og et EM på hjemmebane i 1980 - det eneste Italien i perioden deltog i. I de år satte han også en stadigt bestående rekord med 1142 minutter uden at have lukket mål ind.
Da Zoff i 1972 forlod Napoli for at tage til Juventus, blev det startskuddet til en af de bedste perioder for en italiensk klub. I Zoff's 11 år i klubben blev det til seks mesterskaber, to pokaltitler og en UEFA-cup sejr. Karrierens hovedværk faldt så med VM-triumfen i 1982, hvor Zoff demonstrede imponerende klasse af en spiller på 40 år.
Han udstrålede altid ro, læste spillet formidabelt og var adræt som få. Tillige var han en dybt seriøs professionel, der altid arbejdede hårdt for at nå sine mål.
Som træner har han stået i spidsen for Lazio og Juventus, og var i 2000 ét minut fra at vinde EM med Italien. Hans seneste trænerjob var da han i 2005 reddede Fiorentina fra nedrykning. En virkelig legende.
2: PETER SCHMEICHEL
Landskampe/Mål: 129/1 (Danmark)
Klubber: Gladsaxe Hero; Hvidovre; Brøndby; Manchester United, Sporting Lissabon; Aston Villa; Manchester City.
Selv uden de nationale briller den klart bedste målmand i nyere tid. Schmeichel indførte en helt ny målmandsstil, der ikke er overgået siden.
Han var trods sin status som målmand sine holds klare leder, og kunne styre og opildne sine holdkammerater i hidtil uset grad. Hans aggressive spillestil, evnen til at styre sit felt og de fantastiske reflekser gjorde ham frygtet som ingen anden målmand i sin samtid.
Han startede i Gladsaxe inden turen gik videre til Hvidovre. Her viste han hurtigt prøver på sit talent, og da Hvidovre i 1987 rykkede ned, skiftede han til naboerne fra Brøndby. I de følgende fem sæsoner vandt Schmeichel fire danske mesterskaber og var ét minut fra at kvalificere sig til UEFA-cup finalen i 1991.
På landsholdet etablerede han sig for alvor fra og med den anden kamp under det skuffende EM i Vesttykland 1988. Karrierens absolutte højdepunkt kom med Danmarks sensationelle EM-sejr i 1992 med en exceptionel Schmeichel mellem stængerne.
Året før var han skiftet til engelske Manchester United og han slog til med det samme, og regnes i dag af mange som den bedste målmand i engelsk fodbold nogensinde. På sine otte år i klubben blev det til fem mesterskaber, tre FA-cup titler, en sejr i pokalvindernes Europa-cup samt kulminationen med Champions League-triumfen i 1999.
Efter at have forladt Manchester United blev karrierens sidste fire år en blandet landhandel. Klassen fornægtede sig stadig ikke, men det kunne dårligt skjules, at den aldrende og stadigt større Schmeichel havde set sine bedste dage.
1: LEV YASHIN
Landskampe/Mål: 78/0 (Sovjetunionen)
Klubber: Dinamo Moskva
Den indiskutabelt mest legendariske af alle målmænd. Selv folk der ikke har set ham spille ved som oftest hvem han er. I en tid, hvor målmændene ikke havde samme fysik som i dag, var Yashin en frygtindgydende modstander for enhver. Både kaldt 'Den sorte Edderkop' og ' Den sorte Panter' satte han standarden for målmænd i flere generationer.
At hans karriere forløb samtidig med den kolde krig, har næppe mindsket frygtet for ham, men at han i hele karrieren optrådte for Dinamo Moskva gør desværre, at der findes beskedent med klubmateriale om ham. I sine 22 hos Dinamo Moskva blev det til 11 medaljer - heraf de fem af guld. Men det er for hans optrædener for det sovjetiske landshold han for altid vil blive husket.
I 1956 vandt han OL-guld og kom i 1958 på All-star holdet ved VM i Sverige. Karrierens største triumf kom med sejren i den første EM-slutrunde i 1960. Det skal dog med, at det var på en lidt billig baggrund, da turneringen kun havde fire deltagere. Det samme mønster gentog sig fire år senere, da EM blev afholdt i Spanien. Her mødte Sovjetunionen Danmark i semifinalen og vandt 2-0, for siden at tabe finalen 2-1 til værtsnationen.
Ved VM i Chile i 1962 var Yashin for en gangs skyld langt fra sit bedste, og skal man forstå den fascination, der altid har været om hans person, er det bestemt ikke de rette kampe at få syn for sagn. I 1966 vendte Yashin tilbage til VM i god form, og var en nøglespiller på vejen mod semifinalen, hvot man tabte 2-1 til Vesttyskland. Til VM i 1970 var Yashin med i truppen, men spillede ikke.
Han var den første europæiske der for alvor markerede sig i feltet, han havde reflekser, der selv i dag virker imponerende, han var frygtløs i sit spil og var - unikt for en målmand på den tid - en ægte leder på banen. Som en lille kuriositet menes han at have den suveræne verdensrekord i redddede straffespark - over 150 !
Han døde i 1990 pga. komplikationer ovenpå en tidligere benambutation.
'Katten fra Anzing' var 70'ernes mest spektakulære målmand. Han kunne lave de mest fantastiske redninger, men kunne - i som regel mindre betydelige kampe - godt have store koncentrationssvigt og spille med overmod.
