Med ti nationale og fem internationale klubmesterskaber er José Santamaria en af de mest vindende forsvarsspillere gennem tiderne. Hans navn vil for altid blive forbundet med Real Madrids gyldne år i perioden omkring 1960, men allerede inden Santamaria i 1957 skiftede til de dobbelte Europa-Cup vindere havde han etableret sig som en af verdens bedste stoppere.
Ved VM i 1954 kom han på turneringens All-Star hold, hvor hele seks ud af de resterende ti pladser gik til de ungarere, der i en mesterlig fodboldkamp slog Santamaria og Uruguay ud efter forlænget spilletid i semifinalen.
Efter fem mesterskaber med Nacional flyttede den spanskfødte Santamaria hjem til sine rødder, hvor han igen skiftede nationalitet, og blev bautastenen i det madrilenske forsvar.
Med sit lyse udseende lignede han ingen latino og spillestilen var også 'no-nonsense', som kontrast til flere af forsvarskollegerne, der spillede med stor risici. Det var derfor skæbnens ironi, at hans sidste europæiske finale mod Inter i 1964 vil blive husket for den kæmpe fejl han begik som førte til Sandro Mazzolas afgørende 3-1 scoring.
Efter karrieren på banen var ovre, blev han træner og stod i en årrække med succes i spidsen for Espanyol. Han var tillige spansk landstæner ved VM på hjemmebane i 1982, der blev lige så skuffende som slutrunden tyve år før, hvor Santamaria optrådte i det spanske midterforsvar.
9. MORTEN OLSEN
Landskampe/Mål: 102/4 (Danmark)
Klubber: Vordingborg; B.1901; Cercle Brügge; Racing White; Anderlecht; FC Köln.
Det er en af fodboldens mest bemærkelsesværdige historier, hvordan farvehandlerens søn fra Vordingborg gik fra at være en ung habil wing over en solid all-rounder til efter forlængst have passeret de 30 år at forvandle sig til en af verdens bedste forsvarsspillere.
Manden der mere end nogen anden er blevet symbolet på det danske landshold, skiftede som 20-årig til topklubben B.1901 og allerede dér var hans siden berømte perfektionisme udtalt.
Med skiftet til belgiske Cercle Brügge i 1972 blev der sat midlertidig stop på Olsens landsholdskarriere, der var startet to år tidligere. I Brügge etablerede Olsen sig som pålidelig all-rounder, og skiftede i 1976 til Racing White med hvem han i 1977 nåede UEFA-cup semifinalen.
Det var dog med skiftet til traditionsklubben Anderlecht, der stod over sin absolutte storhedstid, at han for alvor satte sit navn på det europæiske fodboldkort. Efter at have startet som midtbanespiller, blev han for at blive sparet grundet en skade, sendt ned som libero før en kamp mod Juventus. Med ét havde Europa fået den bedste libero siden Beckenbauer og Danmark sin fremtidige styrmand.
Årene i Anderlecht bød på tre mesterskaber, én UEFA-cup sejr, en andenplads sammesteds og flere fremragende resultater i mesterholdenes Europa Cup. Morten Olsens karriere blev dog desværre ofte præget af 'lige ved og næsten' resultater, hvilket uretfrædigt har svækket hans internationale eftermæle.
I UEFA-Cup finalen 1984, der dengang blev afholdt over to kampe, mødte han med Anderlecht Tottenham, og udlignede i den første kamp til slutresultatet 1-1, mens han i returkampen stod bag en mesterlig målgivende aflevering i en kamp, der igen endte 1-1. I den afgørende straffesparkskonkurrence brændte han sit forsøg og Anderlecht tabte. Både ved EM i 1984 og VM to år senere burde Danmark have fået medaljer, men kiksede begge gange til Spanien.
Efter VM i Mexico skiftede Olsen til tyske FC. Köln, hvor han blev flyttet op på midtbanen, og efter egentlig at have stoppet på landsholdet i 1988 gjorde han året efter comeback - næsten 40 år gammel på midtbanen! Olsens sidste landskamp blev et værdigt farvel, da han scorede på straffe i 4-0 sejren over Brasilien ved DBU's 100 års-jubilæum.
Som tæner har Olsen nået semifinalen i UEFA-cuppen med Brøndby, reddet FC Köln fra nedrykning og vundet The Double med Ajax - men også blevet fyret alle steder. I drømmejobbet som landstæner har resultaterne lidt under et svagt spillermateriale.
8. ALESSANDRO NESTA
Landskampe/Mål: 78/0 (Italien)
Klubber: Lazio; AC Milan
Måske dette årtusinds bedste centrale forsvarsspiller, og målt på rene defensive kvaliteter utvivlsomt blandt de bedste nogensinde.
Nesta startede som teenager i faderens favoritklub SS Lazio, selvom lokalrivalerne fra Roma havde haft fangarmene ude efter det store talent. Han blev hurtigt en vigtig del af et hold, der i halvfemserne havde en af sine bedste perioder gennem tiderne.
Som 21-årig blev han gjort til permanent anfører, men selvom han ofte har båret anførerhvervet i sine klubber virker han i modsætning til mange andre af historiens store forsvarere ikke som en naturlig leder.
Tiden hos Lazio bød på et mesterskab, et par pokaltitler, en sejr i UEFA-cuppen samt UEFA’s Super Cup, inden den økonomiske krise tvang Lazio til at sælge deres klub ikon til underpris, selvom prissedlen på 30 millioner euro alligevel gjorde ham til den dyreste forsvarsspiller nogensinde.
Hos Milan er det lidt skuffende kun blevet til et enkelt mesterskab, mens den europæiske succes har været større med to Champions League-sejre.
På landsholdet har den endelige triumf ladet vente på sig, Ved EM i 2000 leverede han sammen med Maldini og Cannavaro 89 minutters forsvarskunst, inden Frankrig vendte finalen på hovedet og tog titlen. Og da han ved VM i 2006 startede fantastisk mod Ghana blev han skadet og måtte se sin kollega Cannavaro rende ikke bare med VM-trofæet, men også titlen som Verdens bedste spiller.
De sidste par år har den snart 33-årige elegantier været stadigt mere plaget af skader, og har endnu sin sæsondebut til gode.
7. ELIAS FIGUEROA
Landskampe/Mål: 70/2 (Chile)
Klubber: Santiago Wanderes; Penarol; Internacional; Palestino; Fort Lauderdale; Colo-Colo
At blive kåret som den bedste spiller i et kontinent med udpræget fokus på offensive spillere er lidt af en bedrift. At blive det tre år i træk kræver en spiller af usædvanlig høj kvalitet.
Det er langt fra let at blive anerkendt, når man kommer fra et lille land. Og det har ’Don Elias’ mere end nogen anden måtte sande. For mens hans status i Sydamerika stadig er meget høj kender de færreste europæere den store forsvarsstyrmand.
Man kan forestille sig hvilken position han ville have haft i fodboldhistorien, hvis han ikke havde været fra Chile, men i stedet været en del af Brasiliens VM-vindere fra 1970. Han vandt nationale mesterskaber i både Chile, Uruguay og Brasilien, og især årene hos brasilianske Internacional i midten af halvfjerdserne stadfæstede hans ry som en af verdens bedste forsvarsspillere.
Forudseenhed, elegance og præcise tacklinger var varemærkerne. Men i modsætning til den spiller han i sine bevægelser mindede mest om – Beckenbauer – var han ikke en hyppig gæst på modstandernes banehalvdel.
Den uruguayske angriber af samme navn er opkaldt efter ham.
6. DANIEL PASSARELLA
Landskampe/Mål: 70/22 (Argentina)
Klubber: Sarmiento; River Plate; Fiorentina; Inter
Sjældent har et øgenavn passet så godt som ’El Gran Capitán’ gjorde på Daniel Passarella. En født leder var han allerede fra starten af karrieren med højdepunktet, da han i konfetti-infernoet i Buenos Aires kunne løfte VM-trofæet i 1978.
Den blot 174 cm høje Passarella var en formidabel header og sammen med et knaldhårdt sparkede venstreben og evnen til at time sine offensive løb gjorde det ham til en af fodbold historiens mest målfarlige forsvarsspillere.
Passarella blev i en meget tidlig alder anfører i River Plate, og var derfor den naturlige leder for det argentinske landshold ved VM i 1978. Han lignede med sin sammenbidte facon ikke en 25-årig ung mand, men en erfaren kriger. Og ingen kunne være i tvivl om kaptajnens mission.
Både på og udenfor banen sad albuerne højt – hvilket Johan Neeskens bogstaveligt fik at mærke i VM-finalen. Og i løbet af 80’erne blev magtkampen mellem Passarella og den unge stjerne Diego Maradona mere og mere hård. Og i 1986 måtte en skadet Passarella se sin rival løfte det trofæ han så som sit.
Da han nærmede sig de 30 år skiftede han til Italien, hvor han spillede for Fiorentina og Inter. Og med tanke på, at adskillige af verdens bedste angribere i de år havde mere end svært ved at klare sig i Serie A, er det ekstremt imponerende som forsvars-spiller at score 35 mål i 153 kampe – med 11 mål i sæsonen 1985/1986 som højdepunktet.
Som landstræner for Argentina viste macho-manden Passarella igen sin uforsonende personlighed, da han nægtede at anvende langhårede eller homoseksuelle spillere, hvilket blandt andet kostede Real Madrid-stjernen Fernando Redondo landsholdspladsen. Efter at have forladt River Plate i 2007 er Passarella i dag ledig på trænermarkedet.
5. GAETANO SCIREA
Landskampe/Mål: 78/2 (Italien)
Klubber: Atalanta; Juventus
Det siges at en stor kunstner først bliver anerkendt efter sin død. Gaetano Scirea ville uden tvivl have været for beskeden til at bruge så store ord om sig selv. Men sandheden er i hvert fald, at det først var efter sin alt for tidlige død i en bilulykke, at han for alvor fik det ry hans betydning berettigede til.
Han skiftede 21 år gammel fra Atalanta til Juventus, og blev over de næste 14 år samlingsfiguren og organisatoren i det forsvar, der også på landsholdet skulle fejre så store triumfer. Hvor holdkammeraten og målmand Dino Zoff blev anfører på landsholdet bar Scirea anførerbindet på klubplan. Scirea nåede at vinde alle FIFA og UEFA-turneringer med undtagelse af EM. Heriblandt syv mesterskaber med Juventus og VM-sejren i 1982.
Det er dog ikke kun for sine uforlignelige resultater, at han fortjener sin status blandt de største forsvarsspillere. Scirea var både på og udenfor banen et eksempel til efterfølgelse. Han modtog i sin lange karriere, der foregik i en af de hårdest spillede perioder nogensinde, ikke så meget som én karantænedag. Og i sin noble fremtoning og elegante fremløb kunne kontrasten til den brutale forsvarsmakker Gentile ikke have været større.
I en lang årrække holdt han en anden af spillets giganter Franco Baresi ude fra landsholdets startopstilling. Scireas sidste landskamp blev ved VM i 1986. Tre år senere døde han på en polsk landevej på vej hjem efter at have overværet en kommende Juventus-modstander.
For alle Juventus-fans og enhver, der holder af en fair og elegant sport vil han for altid blive husket blandt de allerstørste.
4. JOSÉ NASAZZI
Landskampe/Mål: 39/0 (Uruguay)
Klubber: Lito; Rolando Moor; Bella Vista; Nacional
Den første spiller til at løfte VM-trofæet og tillige en af spillets store pionerer. ’El Gran Marishal’ var verdens første virkeligt store forsvarsgeneral.
Nasazzi var en født leder og var helt unikt anfører i samtlige de 39 landskampe han spillede for Uruguays storhold. Da han i 1930 var chefen i VM-triumfen på hjemmebane havde han allerede pokalskabet godt fyldt. Uruguay vandt både Copa America i 1923, 1924 og 1926 (og en fjerde gang i 1935) samt vigtigst af alt: Vundet de Olympiske Lege i både 1924 og 1928, hvor Uruguay efterlod et måbende Europa, der aldrig før havde set fodbold af så høj klasse.
Helt frem til 1930 havde Uruguay ingen træner, hvorfor Nasazzi var holdets indiskutable leder. Selv da Alberto Suppici blev holdets træner, var det Nasazzi, der stod for styringen af holdet, mens Suppici fungerede som en slags kombineret hjælpetræner og fysisk rådgiver. Nasazzi kunne spille flere pladser, men det var som den til højre liggende forsvarer i Uruguays 2-3-5 system, at han for altid ændrede forsvarsspillet. Nasazzi var blandt andet en af de første spillere, der så mulighederne i de netop ændrede off-side regler.
Den enestående landsholdssucces gør hans klubkarriere næsten glemt, selvom han også her fejrede triumfer med klubber som Bella Vista og Nacional.
I de senere år er adgangen til levende billeder med Nasazzi heldigvis steget, men en stor del af beviset på hans storhed skal dog desværre for altid skulle findes i overleveringen.
3. BOBBY MOORE
Landskampe/Mål: 108/2 (England)
Klubber: West Ham; Fullham; San Antonio; Seattle; Herning Fremad
Med god grund en af de mest respekterede og populære spillere gennem tiderne – og samtidig den bedste udlænding nogensinde i dansk klubfodbold!
Bobby Moore er helt givet den bedste tackler i spillets historie. Han kombinerede det med en fantastisk forudseenhed og præcise lange afleveringer. Og kun meget sjældent blev hans manglende hurtighed et problem.
Han var den perfekte brite: Han fightede til det sidste, tacklede så det sang, men var samtidig en vaskeægte gentleman både på og udenfor banen. En født leder, der var anfører i 90 ud af 108 kampe for England. Og få spillere har været så respekteret blandt sine kolleger som Bobby Moore. Selveste Pelé kalder i sin selvbiografi Moore for ’en gud’.
To billeder af Bobby Moore vil for enhver, der har oplevet dem aldrig blive glemt: Det ene er øjeblikket, hvor han løfter VM-pokalen efter den formidable 4-2 sejr over Vesttyskland på hjemmebane i 1966. Og det andet billedet, hvor han efter den opslidende VM-kamp fire år senere mod Brasilien bytter trøje med ikonet Pelé.
Efter at have været loyal overfor hjerteklubben West Ham i alle karrierens bedste år, skiftede han efter 16 år i 1974 til Fullham i den næstbedste række. Derefter gik turen til USA, inden han sensationelt sluttede karrieren i den danske tredjedivisions klub Herning Fremad, hvor den unge Helge Sander var ildsjælen i at få professionelt fodbold til Danmark. Moore debuterede for et rekordpublikum på Bornholm og nåede ni kampe for midtjyderne.
Den engelske legende døde i 1993 af cancer – kun 51 år gammel.
2. FRANCO BARESI
Landskampe/Mål: 81/1 (Italien)
Klubber: AC Milan
Da Franco Baresi var teenager blev han vraget af Inter, som han havde været fan af siden barneårene. Mere end tyve år senere trak han sig tilbage som århundredets spiller hos rivalerne fra AC Milan. Mens storebroderen Giuseppe Baresi, der oprindelig var Milan-fan, blev en Inter-legende.
Den lille Baresi startede som libero på et Milan-mandskab, der med det aldrende ikon Gianni Rivera i spidsen var et Europas stærkeste klubhold, og sikrede det italienske mesterskab i 1979. Baresi blev hurtigt anfører efter Riveras karrierestop, men klubben blev involveret i en stor skandale, der medførte degradering fra Serie A og efterfølgende økonomisk kaos.
Vendepunktet kom for alvor, da rigmanden Silvio Berlusconi besluttede sig for at købe klubben og gøre den til verdens bedste. Fra det øjeblik trådte Baresi frem som sin tids største forsvarsspiller, den suveræne leder af en af historiens bedste forsvarskæder. Dermed vinkede han også farvel til libero-rollen, om end han stadig var en meget offensiv centerforsvarer. Baresi blev hjernen i Arrigo Sacchis 4-4-2 system, hvor stempel-presset og de slebne off-side fælder blev varemærket.
På landsholdet led Baresi længe under Milans situation og Juventus’ fremragende styrmand Gaetano Scireas urokkelige position på holdet. Først med Scireas landsholdsstop i 1986, der blev efterfulgt af Berlusconis Milan-køb, blev han stamspiller på holdet, og der gik ikke længe før han også var den naturlige anfører. Højdepunktet skulle komme ved VM i USA i 1994, hvor Sacchi var træner. Baresi blev dog tidligt skadet, og blev først klar til finalen mod Brasilien, hvor han spillede mesterligt i en ellers kedelig 0-0 kamp. I straffesparkskonkurrencen misbrugte den sønderknuste Baresi sit forsøg og Brasilien vandt. Det blev hans sidste landskamp.
I 1997 lagde Baresi støvlerne på hylden og Milan trak trøjenummer 6 tilbage. To år senere blev han kåret til den bedste spiller i klubbens historie.
1. FRANZ BECKENBAUER
Landskampe/Mål: 103/14 (Vesttyskland)
Klubber: Bayern München; New York Cosmos; Hamburger SV
Havde Franz Beckenbauer i slutningen af 60’erne ikke sat sig for at revolutionere forsvarsspillet var han gået over i historien som en af de bedste midtbanespillere gennem tiderne. Nu er han i en klasse for sig i forsvarskategorien.
Han kom til Bayern München som 18-årig og førte sammen med spillere som Sepp Maier og Gerd Müller klubben fra den næstbedste række til Europas bedste.
Kejseren som han hurtigt blev kaldt, debuterede på landsholdet efter ganske få Bundesliga-kampe, og gjorde det med en kvalitet, der gjorde ham til nøglespiller ved VM i England i 1966. Vesttyskland tabte den dramatiske finale 4-2 til værtsnationen. Beckenbauer har siden udtalt, at England vandt fordi Bobby Charlton spillede en smule bedre end ham selv.
På klubplan begyndte Beckenbauer, inspireret af italienske Giacinto Facchettis back spil i Inter, at eksperimentere med en offensiv sweeper-rolle, der hurtigt blev døbt til en libero. Beckenbauer tog al sin udsøgte elegance, overblik, pasninger og kreativitet med sig og forblev dermed holdets playmaker fra sin nye position.
På landsholdet skulle der gå yderligere lidt tid, inden han fik en tilsvarende rolle, da man her foretrak to stærke stoppere. Men efter VM i 1970, der gav vesttysk bronze og Beckenbauer spillede semifinalen med en skadet skulder, fik han samme rolle som hos Bayern München, og det var fra denne plads han ledede Vesttyskland til EM-guld i 1972 og VM-sejr to år senere på hjemmebane efter den berømte finale mod de hollandske publikumshelte. Beckenbauer selv kom som den eneste nogensinde for tredje gang på VM’s All-star hold.
Efter EM-sølvet i 1976 trak Beckenbauer sig fra landsholdet og året efter forlod han Bayern München efter i perioden 1974-76 at have vundet mesterholdenes Europa Cup tre gange i træk. I 1972 og 1976 blev han kåret til Europas bedste spiller. Han skiftede til New York Cosmos og sin ven Pelé, og vandt tre mesterskaber på tre år, inden han sensationelt vendte hjem til Tyskland og skrev kontrakt med Hamburger SV, som han – naturligvis – gjorde til mestre i sin sidste aktive sæson.
Efter at have lagt støvlerne på hylden i 1982, blev han to år senere landstræner. Fik VM-sølv i 1986, en semifinaleplads ved EM i 1988 og til sidst i 1990 det VM-guld, der gør ham til den eneste, der nogensinde har vundet VM både som anfører og træner. Siden gjorde han både Marseille og Bayern München til mestre, inden han trak sig tilbage til sin nuværende præsidentpost i den klub han mere end nogen anden symboliserer.
Til trods for den brede anerkendelse af hans kvaliteter har han aldrig været nogen speciel populær spiller i sit hjemland. Hans aristokratiske væsen og nærmest overmenneskelige talent gjorde, at befolkningen ikke kunne identificere sig med ham. Og da det tyske fodboldforbund skulle nominere deres bedste spiller i det 20.århundrede til UEFA, valgte man ikke geniet Beckenbauer, men helten fra VM i 1954, krigsveteranen Fritz Walter.
Hvorom alting er, så er Beckenbauer side om side med Johan Cruyff i særklasse blandt Europas spillere. Hans elegance var enestående, hans berømte yderside afleveringer virkede som blide kindkys og han var – hvilket man ikke skal tage fejl af – en vinder, for hvem det at sejre altid var det vigtigste i fodbold.
