Klubber: Ferencvaros; Honved; FC Barcelona; Espanyol.
Den spektakulære venstre wing på det legendariske ungarske 50'er landshold. Lynhurtig, fuld af tricks og med et hårdt præcist venstreben var han side om side med Real Madrids Francesco Gento sin generations bedste rendyrkede venstre wing.
Efter at have vundet mesterskabet med Ferencvaos blev han som 20-årig hvervet til militærholdet Honved, hvor han blev holdkammerat med andre prominente spillere som Puskas, Bozsik og Kocsis. Holdet toppede lige før Europa Cuppen blev indført, så det kun blev til én EC-turnering for det fremragende mandskab. Den gav et tidligt nederlag til Atletico Bilbao, der blev startskuddet til Czibor og flere holdkammeraters afhopning til vesten. Under påskud af opvisningskampe rundt om i Europa planlagde flere af holdets stjernespillere at forlade det kommunistiske og revolutionsramte land for altid.
Spillerne blev pålagt en karantæne af UEFA og Czibor nåede derfor aldrig at spille AS Roma, som han ellers havde skrevet kontrakt med. I stedet fik en anden eksil-ungarer Ladislao Kubala overtalt Czibor og Sandor Kocsis til at skifte til FC Barcelona. Det blev til tre meget succesrige sæsoner, hvor han var med til at bryde Real Madrids monopol. To mesterskaber, en sejr i den daværende UEFA-Cup og en finaleplads i mesterholdenes Europa Cup stod der på bundlinjen, da den 32-årige Czibor skiftede til rivalerne fra Espanyol, inden karrieren langsomt ebbede ud.
Til trods for sin flotte klubkarriere er det dog for sin landsholdstid, at Czibor huskes. Europas stærkeste landshold nogensinde. Taktisk innovative og teknisk sublime var 'Guldholdet' forløberne for total-fodbolden. Holdet vandt de Olympiske Lege i 1952, udspillede England på Wembley og er stadig det i længst tid ubesejrede landshold. Holdet tabte kun én kamp i seks år. Desværre var det VM-finalen i 1954, hvor Czibor ellers scorede i det sensationelle 2-3 nederlag til Vesttyskland.
Har man set Czibor og resten af dét landshold glemmer man det med sikkerhed aldrig.
FRANCISCO GENTO
Landskampe/Mål: 43/5 (Spanien)
Klubber: Racing Santander; Real Madrid.
Alene for den fantastiske præstation at have deltaget i ni Europa Cup-finaler, heraf de otte i mesterholdenes tuerning, og vundet seks, er Francisco Gento en af historiens store spillere. Til gengæld fik han aldrig succes på landsholdet og var til sin karrieres største skuffelse skadet, da Spanien vandt EM i 1960.
Gento var raketten på Real Madrids frygtindgydende mandskab, der med Alfredo di Stefano i spidsen vandt mesterholdenes Europa Cup i turneringens fem første leveår. På mange sammenlignelig med den samtidige Zoltan Czibor. Begge lynende hurtige med et hårdt præcist spark. Gento måske knap så raffineret som Czibor. Til gengæld en kende mere vertikal i sin spillestil.
Han skiftede som 20-årig til Real Madrid og blev hurtigt stamspiller. I klubbens gyldne år var han en af de allerbedste spillere. Til trods for, at det er de i alt seks sejre i Europa Cuppen han huskes for, er hans bedste indididuelle præstation i finalenederlaget til Benfica i mesterholdenes Europa Cup i 1962, der markerede et skifte i europæisk fodbold. I 1966 var han en af de meget få spillere, der stadig var tilbage fra storholdet. Her blev han forbindelsled mellem to generationer og med sine 605 kampe i hvidt er han den spiller, der har optrådt fjerdeflest gange for kongeklubben.
ALLAN SIMONSEN
Landskampe/Mål: 55/20 (Danmark)
Klubber: Vejle; Borussia Mönchengladbach; FC Barcelona; Charlton.
'Spurven fra Vejle' blev den lille dansker kaldt. Og da han var allerbedst var der ikke mange, der var større end ham. Lige anvendelig i en fri rolle til højre som centerforward eller offensiv midtbanespiller. Tillige den eneste spiller, der har scoret i finalen i alle tre Europa Cup-turneringer.
Han vandt to mesterskaber med Vejle, inden han som 20-årig skiftede til Borussia Mönchengladbach, der havde vundet mesterskabet to af de foregående tre sæsoner. Opholdet i det tyske startede dårligt. Den klejne dansker havde det svært og fik sparsomt med spilletid. I Danmark forstod man ikke hvoror han ikke spillede. I Tyskland forstod de ikke, hvorfor han var blevet købt. Men Allan Simonsen bed tænderne sammen og i sin tredje sæson fik han sit endelige gennembrud med 18 sæsonmål og en hovedrolle i det første af tre tyske mesterskaber på stribe, samt sejr i UEFA-cuppen.
I 1977 scorede han et fantastisk mål i Europa Cup-finalen mod Liverpool, der dog vandt med 3-1. Senere samme år kåredes han som den eneste skandinav nogensinde som Europas bedste spiller - med Kevin Keegan, Michel Platini og Johan Cruyff på tre af de følgende fire pladser. To år senere blev Simonsen matchvinder i UEFA-Cup finalen mod Røde Stjerne. Kort efter skiftede han til FC Barcelona.
I den catalanske hovedstad fortsatte succesen. I to af sine tre sæsoner scorede han over 20 mål. i sin sidste sæson i klubben scorede han endnu engang i en Europa Cup-finale, da Barcelona vandt pokalvindernes turnering med en 2-1 sejr over Standard Liege. I 1983 hentede Barcelona Diego Maradona til klubben og på grund af datidens udlændingeregler kom Simonsen i klemme. Han valgte at forlade klubben og skiftede sensationelt til Charlton i den næstbedste række. Et skifte han hurtigt fortrød og vendte hjem til Vejle.
På landsholdet led han længe under den manglende struktur på holdet. Først da Sepp Piontek kom til kom der styr på tingene og i kvalifikationen til EM i 1984 var han i overdådigt spillehumør med straffescoringen på Wembley som højdepunktet. Landsholdet blev kåret til årets landshold i Europa og Simonsen blev, som Vejle-spiller, kåret til Europas tredjebedste spiller.
EM i 1984 skulle have været kronen på 'spurvens' karriere. Men en skæbnesvanger tackling i første halvlegs sidste minut i åbningskampen mod Frankrig med et brækket ben til følge satte regelt en stopper for en meget stor karriere. Ganske vist blev det til et dansk mesterskab samme år og en reservedeltagelse ved VM i 1986. Men han blev aldrig den samme spiller igen.
Som træner har han stået i spidsen for Vejle, Færøerne og Luxemburg. Et bevis på hans stjernestatus sås i 1977, da han spiller sig selv i filmen 'Skytten' og her blev hovedpersonen Jens Okkings sidste offer.
RONALDINHO
Landskampe/Mål: 87/32 (Brasilien)
Klubber: Gremio; Paris Saint-Germain; FC Barcelona; AC Milan
Det er sommeren 2006. VM i Tyskland står for døren og enkelte overbegejstrede fans er allerede begyndt at gøre plads til Ronaldinho ved siden af legender som Pelé og Maradona. Hvordan det endte ved de fleste. En Ronaldinho milevidt fra det niveau han havde vist i Barcelona floppede sammen med resten af det brasilianske landshold og siden har manden med det berømte smil ikke haft meget af blotte gebissen for.
Han startede karrieren i Gremio og fik navnet Ronaldinho (lille Ronaldo). Som 21-årig skiftede han til Paris Saint-Germain, hvor det blev til to torbulente sæsoner præget af uro uden for banen. I sommeren 2002 var Ronaldinho tredje hjul i Ronaldo og Rivaldos dominans i VM-sejren og året efter skiftede han på afbud til FC Barcelona. Manchester United havde længe lignet favoritten som hans nye arbejdsplads. Men da Barcelona ikke kunne få fat i David Beckham hentede man Ronaldinho til klubben i stedet. Real Madrid hånede købet ved at kalde Ronaldinho for at være for grim til at være en 'galactico'. Som bekendt blev det Barcelona og Ronaldinho, der leede sidst.
Efter en vaklende start begyndte både Ronaldinho og resten af holdet at vokse for at udvikle sig til Europas bedste mandskab. En overdådig Ronaldinho var i de følgende sæsoner både arkitekt og tryllekunster bag holdets succes. Højdepunktet kom da han med en scoring i verdensklasse mod Real Madrid på Bernabeu fik hjemmeholdets tilskuere til at rejse sig og klappe af ham. Det virker utroligt, at det er den samme spiller, der på samme bane i oktober 2009 leverer en totalt blodfattig indsats i Milan-trøjen.
Efter en urolig sidste sæson i Barcelona skiftede han i 2008 til AC Milan for at få karrieren på ret køl, hvilket ikke er sket. Ronaldinho er røget ind og ud af holdet. Glimt af genialitet ses stadig, men sjældent. I en alder af bare 29 år virker han ude af stand til at sætte en modstander af og det virker tvivlsomt om han ved VM i Sydafrika får chancen for at revancere sin indsats fra VM i 2006.
Det kan være svært at finde en forklaring på Ronaldinhos deroute. Måske opnåede han for tidligt at vinde alt, måske havde han aldrig rigtig mentaliteten til topfodbold. Men ihvertfald beviser det, at man skal passe på med at udråbe øjeblikkets stjerner på linje med fodboldens kongerække. Ronaldinho kunne være kommet meget højt på listen over alletiders bedste spillere, men nåede aldrig helt derop. Hvorom alting er, så nåede han dog i et par sæsoner at begejstre en hel fodboldverden - og det er måske ikke så skidt endda.
STANLEY MATTHEWS
Landskampe/Mål: 54/11 (England)
Klubber: Stoke; Blackpool.
En af spillets første store rendyrkede wings. En fuldendt gentleman både på og uden for banen. 'The Wizard of the Dribble' blev hans øgenavn og han var af de første spillere, der virkelig mestrede driblingens kunst. Han levede et asketisk liv, der gjorde, at han kunne spille topfodbold helt op i 50-års alderen. I 1956 blev han som 41-årig den første vinder af Ballon d'or - Europas bedste fodboldsspiller.
Han blev en af de bedste engelske spillere i perioden op til Anden Verdenskrig. Og efter at have været med i hæren under krigen forventede de færrste, at den aldrende Matthews havde mere i sig. Men der tog folk fejl. Han forlod i 1947 Stoke efter 15 sæsoner for at skifte til Blackpool. Her manifisterede han sin position som en af spillets største og nåede også at optræde i to VM-slutrunder. Matthews var på højden af sin formåen og fik efter en kamp mod Brasilien en af historiens bedste backs Nilton Santos til at kalde sig 'Kongen'.
Matthews var en stor sportsmand og et eksempel til efterfølgelse for enhver ung sportsmand. Nogle vil finde det hårdt at skulle bedømme en spiller udfra billedmateriale, der primært stammer fra han var godt oppe i 30'erne, men intet tyder på, at det svækker hans position. Han var en vidunderlig spiller at se på. Fyldt med tricks og elegance. Mere oplægger end målscorer. Måske havde han ikke fået den samme status i dagens fodbold, men en spiller skal først og fremmest vurderes ud fra sin samtid og få spillere har haft større betydning for fodboldens historie.
Han trænede senere Port Vale og maltetiske Hibernians, inden han blev formand i Stoke City. Han døde i 2000, som en af forrige århundredes største britiske sportsfolk.
RAYMOND KOPA
Landskampe/Mål: 45/18 (Frankrig)
Klubber: Angers; Stade Reims; Real Madrid
Når franskmændene diskuterer om Zidane eller Platini er landets bedste spiller gennem tiderne, glemmer de ofte, at endnu en spiller bør være med i en sådan diskussion. Raymond Kopa var blandt verdens allerbedste spillere i slutningen af 50'erne.
Han var den altoverskyggende stjerne og playmaker for det i dag glemte storhold Stade Reims med hvem han vandt to mesterskaber og nåede finalen i den allerførste Europa Cup for mesterhold, hvor vinderne fra Real Madrid straks hentede den lille franskmand til klubben.
I den spanske hovedstad måtte Kopa hurtigt erkende, at pladsen som spilfordeler allerede var optaget af den ubetingede konge Alfredo di Stefano og Kopa blev derfor placeret som højre wing. Men i modsætning til eksempelvis den brasilianske midtbanemaestro Didi accepterede Kopa situationen og indgik i et lydefrit samarbejde med di Stefano. I 1957 scorede han i Europa Cup-finalen mod Fiorentina, der igen gav Real Madrid sejren. Og året efter blev det til endnu en triumf denne gang over AC Milan. Samtidig blev det til to spanske mesterskaber, inden han vendte hjem til Stade Reims, hvor det blev til yderligere to mesterskaber, inden Stade Reims' tid som storklub stoppede.
På landsholdet blev Kopa i 154 kåret som den bedste unge spiller ved VM og fire år senere blev han kåret til turneringens bedste i jernhård kamp med Didi og den nye stjerne Pelé. I deres indbyrdes opgør kunne Kopa dog intet stille op og Brasilien vandt 5-2 efter hattrick af Pelé og fantastisk langsskudsmål af Didi. Inden da havde Kopa været den store oplægger til just Fontaines utrolige 13 mål i turneringen.
I 1958 vandt han efter to tredjepladser endelig Ballon d'Or - årets spiller i Europa. I 1959 blev det til en andenplads. I 1970 blev han tillige den første fodboldspiller, der blev fransk æreslegionær.
GEORGE BEST
Landskampe/Mål: 37/9 (Nordirland)
Klubber: Manchester United; Jewish Guild; Stockport; Cork Celtic; Los Angeles; Fullham; Fort Lauderdale; Hibernian; San José Earthquakes; Bournemouth; Brisbane; Tobermore.
Han var gjort at det stof, der skaber legender. Et fantastisk talent, der tidligt får al den succes og popularitet man kan ønske sig, for så at destruere sig selv.
Han fik sin debut Manchester United som 17-årig og var et øjeblikkeligt hit for klubben, der var i gang med at rejse sig ovenpå fly-tragedien i München. Lige så elegant og spektakulær inde på banen som uden for, fik han hurtigt tilnavnet 'den femte beattle'. Best var et fænomen i britisk fodbold med en popularitet, som selv David Beckham ville have problemer med at matche. Anvendelig på begge kanter, dog bedst på højre, var en med sin hurtighed og proptrækker driblinger en konstant hovedpine for sine modstandere. Best var i besiddelse af en særlig balance, der fik hans aktioner til at se legende lette ud.
Hans stjernestund var årene 1965-1968, der gav to engelske mesterskaber og den store triumf i Europa Cuppen 1968 med 4-1 sejren over Benfica på Wembley. Samme år kåredes han til Europas bedste spiller - 22 år gammel. Verden lå for nordirerens fødder, men han formåede ikke at plante dem fornuftigt. En ekstravagant livstil med kvinder, gambling og et livslangt alkoholproblem førte den unge stjerne mod afgrunden.
I de næste sæsoner formåede han dog stadig at begejstre, omend han blev en kile til stadig større irritation for sine omgivelser. I årene 1972-74 var Best en skygge af sig selv og skabte større overskrifter uden for end på banen. I 1974 meddelte han så - 27 år gammel - at han var færdig med fodbold på topplan.
Efter et par på sekundaplan forsøgte han et comeback, men selvom han spillede fodbold frem til 1984 for mindre klubber i både England, USA og Skotland, var han en færdig mand. Han blev aldrig den samme spiller igen. Ved siden af Duncan Edwards det største britiske talent nogensinde formåede han aldrig at indfri sit enorme potentiale. En anden mentalitet og en anden nationaltet kunne have givet ham uanede triumfer. I 2005 døde han efter endelig at været blevet alkoholfri. Kroppen havde dog for altid taget evig skade. I en bølge af nostalgi forsøgte især tilhængere af britisk fodbold at tale ham op i fodboldens kongerække. Dér hører han ikke til. Men hans største fans vil altid sige: 'Maradona good; Pelé better - George Best.
RUUD GULLIT
Landskampe/Mål: 66/17 (Holland)
Klubber: HFC Harlem; Feyenoord; PSV Eindhoven; AC Milan; Sampdoria; Chelsea.
Med sin berømte frisure lignede han Bob Marleys bror, og hele Ruud Gullits spillestil var præget af rytme og musikalitet. En af de mest fleksible spillere nogensinde, lige anvendlig fra angreb til forsvar, var han en af de bedste spillere i de sene 1980'ere og tidlige 90'ere, hvor han var en elsket del af Milans formidable hollandske trio med Frank Rijkaard og Marco van Basten.
Han startede i lille HFC Harlem, inden han i 1982 skiftede til Feyenoord, hvor han året efter blev holdkammerat med Johan Cruyff, der i vrede forlod Ajax, som ikke ville forlænge kontrakten med den aldrende mester. Det kom de bitterligt til at fortryde. Cruyff ledte Feyenoord til The Double og Gullit blev kåret til Årets spiller i Holland. Men i 1985 forlod Gullit Feyenoord fordi han følte sig rascistisk behandlet. Han skiftede til PSV Eindhoven, hvor han på to sæsoner scorede 46 mål i 68 kampe og vandt det hollandske mesterskab to gange. I 1987 vandt han Ballon d'Or og Silvio Berlusconi hentede den flyvende hollænder til sit nye Milan-storhold.
I 1988 var Gullit anfører og playmaker, da Holland vandt sin eneste slutrunde nogensinde: EM i Vesttyskland. Samme år blev Gullit nummer to i Ballon d'Or kåringen - overgået af landsmanden og holdkammeraten Marco van Basten. I Milan skulle de sammen vinde alt, hvad man kan vinde: Tre mesterskaber, to pokalsejre, to sejre i mesterholdenes Europa Cup, to europæiske Super Cups og to gange VM for klubhold var facit, da Gullit i 1993 blev udlejet en sæson til Sampdoria, som han gav en af klubbens bedste sæsoner nogensinde med sejr i pokalturneringen.
Efter en kort hjemtur til Milan og yderligere en sæson i Sampdoria var det italienske eventyr forbi og han skiftede tl Chelsea, der i de år var tidligere stjerners efterløns plads. Han startede ud som sweeper, men rykkede op på midtbanen i Glen Hoddles rodebutik. I 1996 blev han spillende manager, hvilket han agerede i to år. Men opholdet i Chelsea var ingen stor succes. Siden har han trænet Newcastle, Feyenoord og senest Los Angeles Galaxy og mest demonstreret, at store spillere ikke nødvendigvis er gode trænere.
Stærkt politisk engageret og retfærdighedsøgende var han ikke altid populær blandt klubledere og magthavere. Men hans fans elskede ham forståeligt, for når han rykkede på højrekanten var det som sjældent set smukt og effektivt. En komplet spiller.
Hans ene ben var længere end det andet, han var kalveknæet, hjulbenet, flamboyant, enfoldig og alkoholiker. Men han var også den i særklasse bedste bedste wing nogensinde.
Intet tydede på, at Garrincha skulle blive professionel fodboldspiller. Da Brasilien tabte VM på hjemmebane i 1950 var den 16-årige Garrincha på fisketur og anede tilsyneladende intet om, hvorfor resten af landet var i sorg, da han vendte hjem. Han var 19 år før han ved en tilfældighed fik en prøvetræning i Botafogo, hvor han startede med at lave en tunnel på verdens bedste venstre back Nilton Santos, der straks beordrede klubben at skrive kontrakt med den mærkelige unge mand.
Snart blev han landets mest elskede spiller gennem tiderne. Hans magiske dribleevner begejstrede publikum og fik modstanderne til at stå lamslåede tilbage. Gennembruddet kom ved VM i 1958 i Sverige, hvor han ellers startede som reserve, men i den tredje kamp mod Sovjet fik chancen fra start sammen med en ung spiller ved navn Pelé. Sammen med den store spilfordeler Didi ledte de Brasilien til VM-guld efter uforglemmelige 5-2 sejre over Frankrig og Sverige.
Ved VM i 1962 blev Pelé tidligt skadet, og Garrincha foldede sig ud som enmandshær. Det er blevet sagt, at kun to spillere har vundet et VM på egen hånd: Garrincha og Diego Maradona. Selvom ingen naturligvis kan vinde noget alene, fremstår Garrinchas præstationer den dag i dag som de største i VMs 80-årige historie. Alt lykkedes i denne turnering. Driblingerne var vanvittige, han scorede på alle tænkelige måder og fodrede holdkammeraterne med suveræne indlæg. I semifinalen scorede han to gange i 4-2 sejren over Chile, men blev også udvist med syv minutter igen. I datidens mere fleksible regler fik han dog lov at spille finalen mod Tjekkoslovakiet, hvor brasserne vandt 3-1.
På klubplan høstede han sine største triumfer hos Botafogo, som han bortset fra en lynvisit til Frankrig spillede alle sine gode år for. Da han i 1965 forlod klubben til fordel for Corinthians havde den hårdhændede behandling både han selv og modstanderne udsatte ham for sat sig sine spor og de sidste år af karrieren var ingen succes. Ved VM i 1966 var han tydeligvis skadet, men haltede sig igennem en skuffende brasiliansk turnering. 3-1 nederlaget til Ungarn blev hans sidste landskamp og hans eneste nederlag i de 60 optrædender han havde for det brasilianske landshold. Pelé deltog ikke i kampen. Brasilien tabte aldrig en kamp, hvor de to begge var med. Hver for sig var de formidable, sammen var de uovervindelige.
Måske toppede Garrinchas karriere lige før den taktiske revolution slog igennem. Men til gengæld blev han udsatte hans modstandere ham for en behandling, der i dag ville blive betragtet som vold. Og hans spil virker selv i dag som var det fra en anden planet. Han døde bare 49 år gammel efter et hårdt liv.
I Brasilien siger mange, at 'Pelé var den bedste nogensinde - men Garrincha var bedre'. Måske ikke, men når 'Den lille fugl' var bedst, var der ingen, der fløj højere.
