Da FC København solgte anfører Tobias Linderoth samledes både presse, fans og klubs interesse sig lidt uforståeligt med det samme om AaBs ditto Rasmus Würtz.
Uforståeligt fordi der i Danmark findes et både bedre og yngre alternativ: FC Midtjyllands nigerianer Ajilore Oluwafemi. SAS-ligaens hemmelige stjerne. Det er ikke til at komme udenom.
Mens spillere som Tobias Linderoth, Rasmus Würtz, Marcus Lantz, ja i peioder selv en Esben Hansen, er blevet fremhævet som ligaens stærkeste defensive midtbanespillere, og folk som Kristian Bak Nielsen, Simon Poulsen, Mikkel Thygesen, Dennis Sørensen og senest Adigun Salami og Baba Collins har løbet med opmærksomheden på Heden, har den langlemmede og elegante nigerianer udviklet sig til en af ligaens allerbedste spillere. En fremragende balancespiller med et overblik, fysik og boldsikkerhed langt over sine konkurrenters. Han bærer måske ikke anførerbindet, men på banen er 'Femi' chefen.
Der er tydelig forskel på FC Midtjylland med eller uden Femi. Når han er med går næsten alt spil op i gennem midten af banen, hvor han ofte selv er nede og hente bolden fra forsvarerne. Uden Femi forfaldes der ofte til lange bolde henover midtbanen, hvilket i høj grad svækker det midtjyske spil. Han er sjældent manden der ligger den afgørende dybe aflevering, men er til gengæld fantastisk til at holde spillet flydende med korte såvel som lange afleveringer. Defensivt står han altid klar til at hjælpe sit forsvar, og via sin forudseenhed behøver han sjældent at involvere sig i direkte nærkampe.
Femi var et af de første skud på den afrikanske stamme midtjyderne har haft så stor succes med. I 2004 ankom den da 19-årige tidligere gadespiller fra FCMs samarbejdsklub FC Ebedei, og virkede i starten som det han var - en knægt langt hjemmefra. Ofte blev han placeret på midtbanens venstrekant og første gang han for alvor gjorde opmærksom på sig selv, var da han med et af sine sjældne mål bragte sit hold foran med 1-0 på Brøndby Stadion. Efter en længere skadespuase, udviklede han sig langsomt men sikkert, fejlene blev færre, overskuddet og spilopfattelsen større og større. Og især indenfor det seneste halvandet år har udviklingen været eksplosiv. Nyd ham mens han stadig kan opleves på de danske arenaer. For i tilfældet Ajilore Oluwafemi bør alle være 'feminister'.