Han var prototypen på den klassiske opfattelse af en back. Øgenavnet var meget passende 'Der Terrier', og den lille højreback var ekspert i at bide sig fast i modstandernes haser. Mest berømt er måske hans mandsopdæning af Johan Cruyff i VM-finalen i 1974.
Han skiftede som 18-årig til Borussia Mönchengladbach, hvor hele hans professionelle karriere kom til at foregå, og hvor han for sin spillestil blev en meget populær spiller. Han var i sine 14 år i klubben med til at vinde fem mesterskaber, én pokaltitel og to UEFA-cup sejre.
Landsholdsgennembruddet kom ved VM i 1970, hvor Vesttyskland fik bronze efter at have tabt en formidabel semifinale 4-3 til Italien. Ved de to efterfølgende slutunder blev det til hhv. EM- og VM-guld i 1972 og 1974, og i 1976 EM-sølv efter straffesparksnederlag til Tjekkoslovakiet.
Da Franz Beckenbauer stoppede på landsholdet, var Vogts den naturlige afløser som anfører, og han besad dette hverv ved VM i 1978, der blev en vesttysk skuffelse. Han var med på VM's All-Star hold i både 1974 og 1978.
Som træner har han stået i spidsen for Tyskland (som han førte til EM-guld i 1996), samt Leverkusen, Kuwait, Skotland og senest Nigeria.
9. LILIAN THURAM
Landskampe/Mål: 142/2 (Frankrig)
Klubber: AS Monaco; Parma, Juventus; FC Barcelona.
Den franske landskampsrekordholder havde fortjent en bedre afslutning på sin karriere. Men på sit højeste var Thuram en komplet forsvarsspiller, der med sin hurtighed, forudseenhed og råstyrke var en nøglespiller på alle de hold han optrådte på.
Efter at have startet karrieren i Monaco skiftede Thuram til det på det tidspunkt stærke italienske hold Parma med hvem han vandt UEFA-Cupen i 1999, og dannede en stærk defensiv akse med spillere som Gianluigi Buffon og Fabio Cannavaro. Hvor Thuram på det franske landshold, der i 1998 vandt VM-guld på hjemmebane og EM-guld to år senere, altid spillede højreback, var han på sine klubhold ofte mere en højre-markeringsspiller og i de senere år af karrieren rendyrket centerforsvarer. Han var lige kompetent på de forskellige pladser, men vil primært blive husket som back.
I sine fem år hos Juventus blev det til fire mesterskaber, men de sidste to blev frakendt ovenpå Calciopoli-skandalen. I 2006 var Thuram, der ellers tidligere havde stoppet sin landsholdskarriere, med til at vinde sølv ved EM. Og efter turneringen tiltrådte han i Barcelona, hvor han siden mest er brugt som indskiftningsspiller.
Uden for banen har Thuram - sommetider kontroversielt - i flere år været politisk aktiv på venstrefløjen.
8. PAUL BREITNER
Landskampe/Mål: 48/10 (Vesttyskland)
Klubber: FC Bayern München; Real Madrid; Eintracht Braucshweig
Vildmanden og rebellen i tysk fodbolds storhedstid. Han startede som eventyrlysten venstreback, men nøjagtig som i sit politiske ståsted flyttede han sig siden ind mod midten, hvor han for Real Madrid og efter sit comeback på landsholdet indtog rollen som midtbanestyrmand.
Breitner slog igennem som teenager på det Bayern München-hold, der med spillere som Franz Beckenbauer, Sepp Maier og Gerd Müller var ved at etablere sig som et af Europas bedste hold. Kort før sin 21-års fødselsdag var han med til at vinde EM for Vesttyskland og to år senere scorede han på det vitale straffespark, der bragte Vesttyskland tilbage i VM-finalen mod Holland. Den ualmindeligt frit svævende back var taktisk og teknisk stærk og i besiddelse af et knaldhårdt spark, der sammen med den imponerende hårpragt skulle blive hans varemærke.
Uden for banen forsøgte Breitner at gøre sig til ikon for maoisterene og blev blandt andet berømt foreviget læsende kommunistisk propoganda med en Mao-plakat i baggrunden. Skulle Breitner havde været oprigtig kommunist kunne han næppe have valgt en dårligere karriere-planlægning ved at spille for to højreorienterede højborge i form af Bayern München og det Real Madrid han tisluttede sig i 1974. Snarere var Breitner en provokatør, der altid skulle være på tværs af autoriteter, herunder holdkammeraten og erklærede konservative Franz Beckenbauer. I takt med maoismens generelle nedtur og givtige sponsorkontrakter trak Breitner sig længere og længere væk fra politiske manifestationer.
Efter en længere landsholdspause vendte han i 1982 tilbage og var med til at sikre sølv og ved samme anledning blive den første europæiske spiller, der havde scoret i to VM-finaler.
7. JUNIOR
Landskampe/Mål: 74/6 (Brasilien)
Klubber:Flamengo; Torino; Pescara.
En af de mest spektakulære forsvarsspillere gennem tiderne. Helt i den brasilianske ånd var det primært i offensiven han slog sine folder, mens defensiven til tider blev skødesløst behandlet. Det var derfor ikke overraskende, at han med tiden oftere og optere blev placeret på midtbanen. VM i 1982 er turneringen de fleste vil huske ham for.
Med sine sammenlagt fjorten år med næsten 900 kampe til følge og senere trænerjob opnåede Junior legendestatus i Flamengo, hvor han vandt fire mesterskaber, en Libertadores Cup og et VM for klubhold. Først som 30-årig skiftede han til europæisk fodbold, hvor han ligesom Zico endte i en lidt overraskende klub nemlig Torino. Efter sin første sæson i støvlelandet blev han kåret til Årets spiller i Serie A. I 1987 skiftede han Pescara inden turen i 1989 gik hjem til Flamengo, hvor han i 1992 - i en alder af 38 år - blev kåret til årets spiller i Brasilien. Året efter stoppede hans karriere, men han har siden slået sine folder i strandfodbold, hvor han har vundet seks mesterskaber og fire gange er kåret til årets spiller.
6. CAFU
Landskampe/Mål: 156/5 (Brasilien)
Klubber: Sao Paulo; Juventude; Zaragoza; Palmeiras; Roma; AC Milan.
Alex Ferguson beskrev ham som en mand med to lunger, og den evigt smilende og sympatiske Cafu har da også altid været karakteriseret ved sin enorme løbekapacitet fra sit udgangspunkt som højreback.
Han havde en svær start på karrieren og stod på landsholdet længe i skyggen af Jorginho, som han erstattede i VM-finalen i 1994 - samme år blev han kåret til årets spiller i Sydamerika. Han kom først til Europa som 25-årig og floppede hos Zaragoza. Efter at have spillet en sæson hjemme i Brasilien gjorde Cafu et nyt europæisk forsøg og fik her succes hos AS Roma. I den italienske hovedstad slog han for alvor sit navn fast og var i næsten et årti verdens bedste højreback.
I 2001 vandt han det italienske mesterskab, men da Romas økonomi begyndte at halte skiftede den da 33-årige Cafu til AC Milan. Mange vurderede, at han var blevet for gammel, men han gjorde kritiskerne til skamme, og var samtidig en nøglespiller på det brasilianske landshold for hvem han har rekorden for flest spillede kampe og har repræsenteret i hele fire VM-slutrunder - de to sidste som anfører.
Efter sæsonen 2007/2008 meddelte Cafu, at han stoppede hos Milan, og sandsynligheden taler for, at han har spillet sin sidste kamp på topplan. På det seneste har det angiveligt været på tale, at han skulle fortsætte uden for banen for Milano-klubben.
5. CARLOS ALBERTO TORRES
Landskampe/Mål: 53/8 (Brasilien)
Klubber: Palmeiras; Santos; Fluminense; Flamengo New York Cosmos; California Surf.
Anføreren for det legendariske brasilianske landshold ved VM-sejren i 1970 og ved samme lejlighed manden bag et af VM-historiens bedste mål: 4-1 scoringen i finalen mod Italien.
Som afløser for Djalma Santos hvilede der et stort pres på hans skuldre, men Carlos Alberto blev en næsten lige så stor spiller som sin forgænger.
Carlos Alberto's ubetinget største kvaliteter lå i det fremadrettede spil. Få spillere har som han kunne læse, hvornår de rette fremstød skulle sættes ind. Han debuterede på landsholdet i 1964, men blev siet fra op til VM i England i 1966. Dermed slap han for at være del af den måske største brasilienske skuffelse ved stor slutrunde nogensinde. Fire år efter var han anfører og nøglespiller på holdet, der i Technicolor henrykkede en hel fodboldverden.
Både på klub- og landshold var hans karriere forbundet med venskabet med Pelé. Først i Santos og siden i amerikanske New York Cosmos, hvor Carlos Alberto sluttede karrieren - 38 år gammel. Han har siden trænet adskillige hold med begrænset succes, og kom igen i fokus, da han som træner for Asarbadjan overfusede en dommer.
Den bedste højreback nogensinde. Enkelte hævder, at Santos var den første brasilianer til at nå 100 landskampe, men 98 synes at være det rigitge tal.
Djalma Santos er en af de fysisk mest imponerende forsvarsspillere gennem tiderne, og var en sand mur at rende ind i for de fløjspillere, der gjorde forsøget. Men også offensivt havde han store kvaliteter, og var en ganske hyppig målscorer på diverse dødbolde. Blandt andet scorede han på straffe i skandalekampen mod Ungarn ved VM i 1954.
Han deltog i fire VM-slutrunder, men i 1958 i Sverige kun i finalen, hvor han tog brodden af den svenske stjerne Lennart Skoglund i en sådan grad, at han blev udtaget til VMs All-star hold. Den samme hæder opnåede han fire år efter, da han og Brasilien genvadt VM. Turneringen var Santos' stjernestund, og samarbejdet med Garrincha er stadig et af VM-historiens bedste.
Ved VM i 1966 var Santos levet 37 år og havde som mange andre på det brasilianske landshold set sine bedste dage, og måtte rejse hjem i skam. Men mindet om Djalma Santos' mesterlige forsvarsspil anno 1962 vil for altid blive stående.
3. PAOLO MALDINI
Landskampe/Mål: 126/7 (Italien)
Klubber: AC Milan
Man kan diskutere, om han skal placeres som back eller centerforsvarer. Hvad der derimod er indiskutabelt er, at han en af historiens største forsvarsspillere og sin generations ubestridt bedste.
Som søn af den tidligere Milan-anfører Cesare Maldini var der fra en tidlig alder store forventninger til den unge Paolo, der debuterede i Serie A som 16-årig i 1985 og allerede fra sit syttende år var han fast mand hos Milano-klubben, der skulle vise sig at blive hans karrieres eneste klub.
Maldini var en ung fremadrettet venstreforsvarer i en af tidernes bedste bagkæder ledet af Franco Baresi, og som førte til store triumfer fra slutningen af firserne til midten af halvfemserne. Da Baresi stoppede overtog Maldini den centrale styrmandspost. og blev den centrale figur i Det Nye Milan.
Inden sit landsholdsstop i 2002 nåede han med sine 126 at sætte en stadig gældende landskampsrekord, og han er tillige den spiller med flest kampe i Serie A.
Som en gentleman på og uden for banen, en altid elegant spillestil, store lederevner og vindende væsen har han i mere end tyve år været et eksempel til efterfølgelse for enhver fodboldspiller, og den dag han vælger at stoppe karrieren, bliver ikke bare AC Milan, men hele fodboldverdenen en hel del fattigere.
2. NILTON SANTOS
Landskampe/Mål: 75/3 (Brasilien)
Klubber: Botafogo
Fodboldens første rendyrkede angrebsback og tillige en fremragende forsvarsspiller. Med kælen boldbehandling og oprejst elegance var han en vigtig brik i det opbyggende spil. Han var også kendt for sin exceptionelle fodboldviden og gik under kælenavnet 'Leksikonet'.
Han var allerede med i truppen, da Brasilien på hjemmebane kiksede VM-guldet mod Uruguay, men spillede ikke. Fire år senere kom han i fokus, da han blev udvist i kvartfinalenederlaget til Ungarn, der efter slutfløjtet medførte masseslagsmål blandt de to holds spillere. Både i 1958 og 1962 var han med til at vinde VM-guld, og især turneringen i 1958 viste ham fra den bedste side, og han scorede mod Østrig karrierens mest berømte mål efter en fornem solotur fra eget felt.
På klubplan holdt han sig karrieren i gennem til Botafogos daværende storhold med spillere som Didi, Zagallo og Garrincha. Sidstnævntes karriereforløb havde Santos en afgørende rolle i. Da Garrincha var til prøvetræning hos Botafogo lavede han en tunnel på Nilton Santos, der som holdets anfører straks befalede klubledelsen at skrive kontrakt med den skævbenede magiker.
I Brasilien er de ikke i tvivl: Nilton Santos er fodboldhistoriens bedste back.
1. GIACINTO FACCHETTI
Landskampe/Mål: 94/3 (Italien)
Klubber: Inter
Det lå ikke i kortene, at Giacinto Facchetti skulle blive den mest indflydelsesrige europæiske back nogensinde. Som teenager var han som angriber lige ved at skifte til Atalanta, men Inter fik ham i sidste øjeblik overtalt til at tage turen til Milano.
Det var her den legendariske træner Helenio Herrera, der var i gang med at opbygge sit 'Grande Inter' med det frygtede 'Catennacio'-system, så mulighederne i at gøre den høje Facchetti til en angrebslysten wingback, der for altid ændrede måden hvorpå backs blev anvendt.
Facchetti udviklede sig til fodboldhistoriens mest komplette back; han kunne forsvare og han kunne angribe, han kunne heade og han kunne skyde med begge ben, han kunne drible og han kunne tackle, han var fysisk bomstærk, men samtidig elegant, han var målfarlig, og ikke mindst en fuldblodsleder. Han var anfører for Italien ikke færre end 70 gange. En stadig stående rekord.
Han vandt fire italienske mesterskaber, to Europa-Cup titler og to Intercontinental Cups med Inter, og var anfører, da Italien med EM-sejren i 1968 vandt landets første slutrunde siden 1938.
Da alderen begyndte at indhente ham, blev han endnu engang omskolet. Denne gang til sweeper, og det var på denne plads han skulle have optrådt ved VM i 1978, men en skade gjorde, at karrieren var forbi.
Efter at have haft visse uoverenstemmelser med Inter's ledelse, blev han af den nye ejer Massimo Moratti hentet tilbage til klubben, hvor han siden varetog diverse stillinger, og i 2004 blev præsident. Efter sin død i 2006 valgte Inter at trække trøje nummer 3 tilbage for altid og har siden talt om, at et nyt stadion i byen skulle opkaldes efter ham. I forvejen er den italienske U-20 turnering opkaldt til minde om denne uforglemmelige spiller og leder.
