2008
70 år efter Giuseppe Meazza løftede sit andet VM-trofæ, er det til trods for adskillige sublime talenter stadig ikke lykkedes Italien at finde afløseren for landets første store stjerne.
Giuseppe Meazza blev født i 1910 og ankom kort før sin 17-års fødselsdag til Inter. Efter at have scoret 12 mål i sin første sæson i klubben, scorede han sensationelle 38 mål i 29 kampe i sin anden. I sin tredje sæson var han med 31 mål stærkt medvirkende til, at Inter vandt den første udgave af Serie A, og han debuterede på landsholdet i februar 1930 med at score to mål. Meazza var på alles læber og op gennem 30'erne blev han landets første virkelige verdensberømte superstjerne.
Meazza udnyttede sin stjernestatus til det yderste. Han blev den første fodboldspiller, der for alvor fik personlige sponsorer og han tjente masser af penge. På landsholdet var han den eneste spiller, der havde ret til at ryge, og han var kendt for sit udsvævende privatliv, hvor han yndede at frekventere værtshuse og bordeller op til kampe. Ved en enkelt lejlighed mødte han først op på stadion fem minutter før kampstart, og stod efter eget udsagn til en sjælden reprimande. Meazza scorede hattrick og ingen nævnte nogensinde episoden for ham.
I karrierens første år var han en udpræget bomber, men den banebrydende italienske landstræner Vittorio Pozzo, der var ved at indføre sit såkaldte 'Metodo' system, hvor han trak to af angriberne fra den traditionelle 2-3-5 opstilling ned for at hjælpe midtbanen, så i Meazzas enestående evner spilleren, der som playmaker kunne lede holdet. Eksperimentet var en kæmpe succes, og Meazza var det altoverskyggende omdrejningspunkt ved VM-sejren på hjemmebane i 1934 - og han var anfører, da Italien gentog bedriften fire år senere i Frankrig. Her scorede han også et berømt straffesparksmål, da han ikke lod sig gå på af at tabe sine bukser, men sikkert udplacerede den forbløffede brasilianske målmand Walter.
VM i 1938 blev både højdepunktet og slutningen på Meazzas storhedstid. Kort efter turneringen blev han skadet, og spillede stort set ikke i halvandet år. Da han vendte tilbage skiftede han til Milan og siden Juventus og Atalanta, inden han i 1946 vendte hjem til Inter for at stoppe karrieren. Men han blev aldrig den samme spiller som før skaden. Han spillede sin sidste landskamp i 1939, og nåede i sine 53 landskampe at sætte standarden for alle senere angribere og 'trequartistas'.
Efter sin død i 1979 blev hans navn udødeliggjort, da San Siro i Milano blev omdøbt til ære for ham.
Allerede mens Meazza var i sin karrieres efterår var en spiller, der skulle blive en af de store myter i italiensk fodbold på vej frem. Navnet var Valentino Mazzola. Han startede karrieren i Alfa Romeo, men skiftede hurtigt til Venezia, hvor han mødte sin 'tvilling' Ezio Loik. De var født på samme dag, de skiftede samtidig til Torino for at danne det legendariske 'Il Grande Torino' og døde begge i den tragiske flyulykke, der i 1949 slog et af de bedste klubhold i Europas historie ihjel. Mazzola og Loik skiftede til Torino i 1942, vandt her fire mesterskaber efter krigen og satte en lang række rekorder, der den dag i dag stadig står. Mazzola satte personligt en rekord ved i 1947 mod Vicenza at score det hurtugste hattrick nogensinde - fra det 29. til det 31. minut!
Mazzola var en komplet spiller, der både kunne score og lægge op til mål, arbejdede stenhårdt over hele banen, havde enorme lederegenskaber (er blevet kaldt 'Kaptajnernes kaptajn') og usædvanlige tekniske evner. Mange anser ham stadig som den bedste italienske spiller nogensinde. Men i sine 12 landskampe nåede Mazzola aldrig at sætte det samme aftryk som på klubplan. Det havde sine omkostninger at spille under Anden Verdenskrig, og da Vittorio Pozzo efter krigens ophør gik i gang med at skabe sit andet storhold (og i en kamp have 10 Torino-spillere i startopstillingen!) fløj et fly med Torinos spillere på hjem fra en opvisningskamp i Portugal ind i Superga-bjerget og efterlod ingen overlevende.
1950'erne bød ikke på nye store italienske stjerner, men ved indgangen til 60'erne trådte to fantastiske talenter frem på næsten samme tid for hver sin Milano-klub. De skulle på godt og ondt følge hinanden over næsten to årtier. Den ene var Sandro Mazzola, søn af Valentino Mazzola og med Giuseppe Meazza som mentor. Den anden var 'Gulddrengen' Gianni Rivera hos Milan.
Mazzola begyndte kort efter at Helenio Herrera var tiltrådt i Inter og gået i gang med at skabe det berygtede 'Catennacio-system'. Inter overtog tronen som Europas bedste hold i midten af 60'erne, men Herreras defensive tilgang til spillet gav ikke altid Mazzola's offensive talent optimale muligheder. Men Mazzola var en holdspiller, der til trods for sin tekniske overlegenhed aldrig følte sig hævet over resten af holdet.
Gianni Rivera var derimod fodbold-romantiker, og manden der i sine 19 år hos Milan skulle udvikle sig til klubbens mest populære spiller gennem tiderne, var aldrig indstillet på at sættte resultater over positivt fodbold. Rivera var en mester til at splitte modstandernes forsvar med udsøgte afleveringer, hans teknik var i en klasse for sig, og han var med sin noble optræden en stor anfører for Milan med hvem han vandt to europæiske titler i 60'erne, og personligt vandt Ballon d'or i 1969.
Med to så store begavelser burde den italienske lykke være gjort, men selvom landet i perioden vandt både EM-guld og VM-sølv med dem i truppen, fandt de aldrig den samme klasse som på klubplan. Landstræneren Ferruccio Valcareggi mente ikke at holdets balance kunne bære begge de to store stjerner, og indførte derfor den berømte stafet, hvor de slet og ret skiftedes til at spille. Mazzola, der også på landsholdet var klar til at ofre sig på taktikkens alter, oplevede den største position på holdet, og blev valgt til VM-finalen mod Brasilien, hvor Rivera blev spist af med syv minutter, og fra bænken havde se Italien blive nedspillet af et formidabelt brasiliansk mandskab med Pelé i spidsen. Riveras højdepunkt i turneringen kom i semifinalen mod Vettyskland, hvor han scorede sejrssmålet til 4-3. Da Mazzola og Rivera endelig fik lov at spille sammen ved VM i 1974 havde de begge set deres bedste dage.
Efter Mazzola og Rivera måtte Italien vente på sin næste store stjerne. Da man i 1982 blev verdensmestre var fundamentet primært bygget på Juventus' stærke forsvar, for nok var der offensive spillere som kantspilleren Bruno Conti, midtbanespilleren Antognoni og måltyven Paolo Rossi, men den virkeligt beåndede offensive strateg fandtes ikke.
Spillere som Giuseppe Giannino og senere Gianfranco Zola markerede sig, men havde ikke det virkelige format. Det havde til gengæld Roberto Baggio, der for alvor trådte ind på scenen med et mål mod Tjekkoslovakiet, der fik en begejstret italiensk presse til at sammenligne målet med Meazza. En ny italiensk stjerne var født, men han forblev altid lidt af en sær snegl for det katolske Italien, der med undren så til når Baggio snakkede løs om Buddhismen og ofte opførte sig enfoldigt.
Ved VM i 1994 var han manden, der skulle sparke verdensmesterskabet til støvlelandet. Efter en vakkelvorn start blev Baggio bedre og bedre som turneringen skred frem og endte på fem mål. Skæbnen ville, at det blev Baggio, der med sit misbrugte forsøg i straffesparkskonkurrencen i finalen mod Brasilien kom til at koste guldet.
Baggio blev aldrig helt den samme spiller på landsholdet igen - nogle vil sige overhovedet. I modsætning til de fleste andre af landets store ikoner blev hans navn aldrig forbundet til én klub, og især i sidste halvdel af halvfemserne levede han en urolig klubtilværelse. Men med sit ry som delvist miskendt geni er han stadig en af landets mest populære spillere gennem tiderne.
Ved VM i 1998 delte Baggio og Juventus' Alessandro Del Piero spilletiden mellem sig, og ved de to næste slutrunder kæmpede Del Piero nu med Romas Francesco Totti om rollen som offensiv styrmand. Ved EM i 2000 var Del Piero nummer 10, men det var Tottis slutrunde. Han scorede blandt andet et 'Parenka'-straffe i semifinaledramaet mod Holland og blev kåret til banens bedste i finalen mod Frankrig.
Totti kom til Roma som 13-årig. Klubben han havde været fan af siden sin tidligste barndom. Han var i 2001 med til at vinde det italienske mesterskab, men mens mange af de andre stjerner forlod klubben, da økonomien haltede, blev Totti. Loyaliteten overfor sin hjerteklub har uden tvivl kostet Totti både trofæer og anerkendelser, men er samtidig vidnesbyrd om en stor person. I 2004 var der ingen tvivl om, hvem der var stjernen på det italienske hold. Prinsen af Rom skulle krones på verdensplan ved sommerens EM-slutunde, og træner Giovanni Trapattoni, der sammenlignede Totti med Van Gogh lagde alle forventninger på Tottis skuldre. Som de fleste husker endte det med, at Tottis EM sluttede efter, at han havde spyttet efter danske Christian Poulsen, og endnu engang havde en stor italiensk spiller ikke levet op til forventingerne.
Op til VM i 2006 var Totti igen manden, der skulle spille et trofæ hjem til Italien. Men en alvorlig skade gjorde ham tvivlsom til slutunden. Totti blev klar, men var klart mærket af skaden. Så selvom han gjorde en god figur og holdet vandt turneringen, vil VM 2006 ikke blive kaldt Tottis VM. Efter slutunden stoppede han på landsholdet, så en af verdens bedste spillere får derfor næppe flere chancer for at vinde den landsholdshæder talentet berettiger til.
EM i 2008 bekræftede tendensen: Det er småt med åbenlyse 10'ere. Antonio Cassano har i mange år haft et stort talent, men indtil videre formøblet det, mens Sebastian Ciovinco fra Juventus måske med tiden bliver en stor spiller. Men alt tyder på, at der stadig kommer til at gå mange år, før arven efter Giuseppe Meazza for alvor bliver løftet.
