Klubber: Ferencvaros; Honved; Young Fellows; FC Barcelona
Den næstmest scorende europæiske landsholdsspiller gennem tiderne, men uretfærdigt glemt. 'Manden med det gyldne hoved' blev han kaldt, men han var langt mere end en tankcenterforward ala Gunnar Nordahl. Udover sine ekstraordinære evner i feltet, var han en fremragende opstilsstation og indgik i lydefrit kombinationsspil med sine teknisk stærke holdkammerater.
Kocsis startede karrieren i Ferencvaros, hvor han udover at vinde mesterskabet i perioden 1948-1950 (Som 19-21 årig) scorede 63 mål i 60 kampe. Det lod militærklubben Honved naturligvis ikke sin næse gå forbi, så Kocsis blev indkaldt og blev holdkammerat med spillere som Puskas, Boszik og senere Czibor. Sammen udgjorde de et af tidens bedste klubhold og det bedste landshold Europa har set.
Det blev til 153 mål i 145 kampe i de otte år han optrådte for klubben, før han i 1957 sammen med Puskas og Czibor hoppede af til vesten. Inden da havde de vundet de Olympiske Lege i Helsinki, været det første landshold til at besejre England på Wembley og gået gennem en unik periode som ubesejrede indtil det bitre finalenederlag til Vesttyskland ved VM i 1954. En turnering der blev Kocsis' personlige højdepunkt med ikke færre end 11 mål - heraf to hattricks.
Efter en sæson som spillende træner i Schweiz skiftede Kocsis sammen med Czibor til Barcelona med en anden eksil ungarer, Ladislao Kubala i spidsen. De brød Real Madrids dominans ved at vinde to mesterskaber på stribe, men tabte Europa-cup finalen i 1961 til Benfica. Kocsis fortsatte med at score mange mål, omend han ikke længere var så adræt som i midten af halvtredserne. Støvlerne blev stillet på hylden i i 1965, hvorefter han blandt andet trænede Barcelona og Hercules CF, inden han blev ramt af alvorlig cancer.
Den ungarske luftkonge begik selvmord, 49 år gammel, ved at springe fra fjerde sal på et hospital.
GERD MÜLLER
Landskampe/Mål: 62/68 (Vesttyskland)
Klubber: FC Bayern München; Fort Lauderdale
En af de største målscorere i spillets historie, men ikke altid fuldt anerkendt. For de mange 'lette' mål 'Der Bomber' scorede kom ikke på grund af tilfældigheder, men en ekseptionel placeringsevne og hans afslutningsreportoire var langt større end han ofte får kredit for.
Han skiftede 18 år gammel til Bayern München, der på det tidspunkt befandt sig i den næstbedste tyske række og sammen med de jævnaldrende Franz Beckenbauer og Sepp Maier førte han over det næste halvandet årti klubben frem som en af Europas giganter med tre Europa Cup-sejre på stribe i halvfjerdserne som højdepunkt. I sine femten år hos sydtyskerne var han kun tre sæsoner under 20 ligamål og hele fem gange passerede han 30 scoringer med de 40 i sæsonen 1971-1972 som en stadig stående Bundesliga-rekord.
Også på landsholdet var Bayern München-stammen grundpillerne i de store triumfer Vesttyskland oplevede i halvfjerdserne, hvor det blev til EM- og VM-guld i 1972 og 1974. I sidstnævnte turnering scorede Müller sejrsmålet mod de hollandske favoritter, da han på typisk Müller-manér omkring det lille felt snurede rundt om sig selv og snød både forsvar og målmand. Det blev Müllers sidste landskampsmål og helt frem til 2006 havde han med sine 14 scoringer rekorden for flest mål i VM.
Müller sluttede som så mange andre af tidens aldrende stjerner karrieren i USA, hvor han med scoringer i hver anden kamp, stadig holdt et målsnit de fleste ville misunde ham.
Efter karrieren blev Müller alkoholiker, men da det så værst ud hjalp de gamle venner fra Bayern München ham på fode igen. I dag er han træner for Bayern Münchens andethold.
JOSE MANUEL MORENO
Landskampe/Mål: 34/19 (Argentina)
Klubber: River Plate; Club Espana; U. Catolica; Boca Juniors; Defensor; Ferrocarril; Independiente Medellin
For de argentinere, der oplevede det sagnomspundne River Plate-mandskab kaldet 'La Máguina' (Maskinen) var hverken Diego Maradona eller Alfredo Di Stefano landets bedste spiller nogensinde. Det var derimod José Manuel Moreno, der fra sin position som hængende angriber styrede maskinen.
Det var som højre innerwing hos River Plate, at Moreno skabte sit navn, men som teenager var han blevet kasseret af sin hjerteklub ærkerivalerne Boca Juniors, hvilket nagede resten af livet. Moreno var en komplet spiller, der udover sin fremragende teknik og evner foran målet, var fysisk stærk, god i luften, kreativ og i besiddelse af stort overblik og løbepensum. Og var med sin placering på banen på mange måder den sydamerikanske Giuseppe Meazza. Derudover var han sammen med den spilfordelende centerforward Adolfo Pedernera forbillede for den unge holdkammerat Alfredo Di Stefano, der så dem som sine læremestre.
Øgenavnet 'El Charro', som han stadig forbindes med, fik han efter sit succesrige to-årige ophold i mexicanske Club Espana, og efter en kort hjemkomst hos River Plate og en lyn visit hos Boca Juniors, nåede han både at blive mester i Uruguay og Colombia, hvilket gjorde ham til den eneste, der har vundet ligaen i fire forskellige lande. Hos colombianske Independiente Medellin var han både midtbanestrateg og træner, og efter egentlig at have stillet støvlerne på hylden i 1956, gjorde han fire år senere - 43 år gammel - comeback. Imponerende for en spiller, der var en levemand uden for banen og en kriger på den.
På landsholdet var han tre gange med til at vinde Copa America, men hans storhedstid var under anden verdenskrig og efterfølgende ville Argentina ikke deltage ved VM, hvilket er de væsentligste grunde til at så få uden for Sydamerika husker ham. I 1999 blev han af IFFHS kåret til kontinentets femtebedste spiller. Og rygter siger, at et stort arkiv-materiale med 'La Máguina' måske er på vej mod frigivelse, så eftertiden også kan få syn for sagn.
EUSEBIO
Landskampe/Mål: 64/41 (Portugal)
Klubber: Benfica; Boston; Toronto; Las Vegas
'Den Sorte Panter' er en af de største atleter i fodboldhistorien. Da han kom frem var han med sin nyskabende spillestil en sensation i europæisk fodbold. Lynhurtig, fysisk brølstærk, smidig, teknisk god og med et frygtindgydende langskud kunne han tage pusten fra de fleste.
Benfica snuppede i 1961 angriberen fra Mozambigue for næsen af rivalerne fra Sporting Lissabon. I den første sæson blev det kun til en smule spilletid og han var ikke med, da klubben vandt mesterholdenes Europa Cup med sejr over Barcelona. Det var han til gengæld året efter, da han med to scoringer var med til at besejre mægtige Real Madrid i den bedste Europa-Cup finale gennem tiderne. 5-3 stod der på lystavlen, da dommeren fløjtede af og den madrilenske storhed Ferenc Puskas symbolsk overrakte sin trøje til Eusebio. En ny konge af europæisk fodbold var født.
Men selvom både Benfica (med fem EC-finaler) og portugisisk fodbold havde sin storhedstid i 1960'erne ville hans eftermæle utvivlsomt have haft godt af enten en anden nationalitet eller et klubskifte til Spanien eller Italien, hvor klubberne sloges om ham. Men den portugisiske regering nægtede at sælge sin største stjerne. Hans suverænitet i den hjemlige lige illustreres meget godt af, at han på femten sæsoner scorede 317 ligamål i 301 kampe med 42 mål i 24 kampe i 1967/1968 som rekord.
På landsholdet kom højdepunktet ved VM i 1966, hvor Portugal vandt bronze og Eusebio scorede i fire mål i den legendariske kamp mod Nordkorea, hvor Portugal vendte 0-3 til 5-3. Året før blev han kåret til Europas bedste spiller.
Da Portugal endelig lod legende rejse ud, blev det til USA, hvor han optrådte for tre forskellige klubber med blandet succes.
Eusebio var udover en ekstraordinær fodboldspiller også en fantastisk sportsmand, der altid viste fairplay, og han hører uden tvivl til blandt Europas allerbedste spillere gennem tiderne.
GIUSEPPE MEAZZA
Landskampe/Mål: 53/33 (Italien)
Klubber: Inter; AC Milan; Juventus; Varese; Atalante
Støvlelandets første og stadig største stjerne. 70 år efter, at Giuseppe Meazza kunne løfte sit andet VM-trofæ, er det stadig ikke lykkedes det fodboldgale land, at finde arvtageren.
Giuseppe Meazza forsøgte som teenager at få kontrakt med AC Milan, der valgte at droppe ham på grund af hans størrelse. En historie, der på mange måder minder om en anden senere italiensk legende, Franco Baresi, der ligesom Meazza istedet blev klubikon for den nærmeste rival.
Meazza debuterede som 17-årig for Inter, der under det fascistiske styre gik under navnet Ambrosiana, og som 18-årig scorede han sensationelle 38 mål i 29 kampe. Året efter blev han med 31 mål den første topscorer i den nydannede Serie A. Meazza var i disse år en udpræget bomber fra sin plads som centerforward, men den banebrydende italienske landstræner Vittorio Pozzo, så i Meazzas kvaliteter, den afgørende spiller for det system han var ved at skabe. Pozzo ændrede det traditionelle 2-3-5 system til det såkaldte 'Metodo', hvor to af angriberne blev trukket tilbage for at støtte midtbanen. Eksperimentet var en kæmpe succes og fra sin nye plads som playmaker var Meazza den afgørende spiller, da Italien på hjemmebane vandt verdensmesterskaberne i en turnering skæmmet af fascistisk propoganda og kontroversielle hændelser.
VM i 1938 blev højdepunktet i Meazzas karriere. Som anfører førte han Italien til endnu en triumf og var endnu engang turneringens bedste spiller. I semfinalen mod Brasilien scorede han et af sine mest berømte mål, da han tabte bukserne lige før han skulle sparke straffesparket mod målmanden Walter. Meazza lod sig ikke gå på af hændelsen og trak bare bukserne op og scorede uden chance for den chokerede keeper. Det blev Meazzas sidste landskampsmål.
Kort efter VM blev Meazza skadet og han fandt aldrig siden sit tidligere niveau. Han førte en nomadetilværelse, der førte ham til både Milan, Juventus, Varese og Atalante, inden han afsluttede karrieren som spillende træner i Inter. Siden var han i en kortvarig periode træner for det italienske landshold og tyrkiske Besiktas, ligesom han blev mentor for den faderløse Sandro Mazzola, der skulle udvikle sig til en af de mest talentfulde arvtagere til Meazza.
Meazza var den første spiller i verden, der fik personlige reklamekontrakter. Han var en celebrity før begrebet blev opfundet. Udenfor banen var han en levemand, der yndede at frekventere værtshuse og bordeller før kampe, og som til fulde udnyttede sin stjernestatus. På banen var hans egenskaber ekstraordinære. Hans driblinger og teknik var i særklasse. Han kunne både afslutte og kreere og var til trods for sin beskedne højde god i hovedspillet - uden at den altid perfekte brylcreme-frisure tog skade.
Der findes desværre ikke hele kampe med Meazza, men det eksisterende materiale lader ingen tvivl om hans storhed og han nåede at sætte standarden for alle senere angribere og 'trequartistas'.
RONALDO
Landskampe/Mål: 97/62 (Brasilien)
Klubber: Cruzeiro; PSV Eindhoven; FC Barcelona; Inter; Real Madrid; AC Milan; Corinthians
Der er ikke mange spillere, der tre gange er kåret til verdens bedste spiller og er den mest scorende i VM-historien, om hvem man kan sige, at talentet ikke blev forløst. Den i særklasse bedste stadigt aktive spiller kunne måske været blevet den bedste spiller verden har set. Nu må han nøjes med at tilhøre laget under.
Fra det øjeblik han gjorde sin entré for Cruzeiro var ingen i tvivl: Her var det største brasilianske talent siden Pelé. Heller ikke Frank Arnesen var i tvivl og han hentede Ronaldo til PSV Eindhoven, hvor han blev en faderfigur for den unge stjerne i svøb. Ronaldo blev udtaget til VM i 1994, og befolkningen skreg på den nye Pelé. Men træner Carlos Alberto Perreira holdt ham på bænken i hele turneringen som Brasilien vandt.
Ronaldos tid i PSV var fantastisk med 42 mål i 46 kampe og han blev i 1996 hentet til FC Barcelona. Den tidligere spinkelt byggede Ronaldo fik muskler og det niveau han viste i den katalanske hovedstad er det højeste nogen spiller har vist i minimum 20 år. Hurtigheden, teknikken, driblingerne og afslutningerne var af en anden verden. Fænomenet var født og Ronaldo var verdens største fodboldstjerne.
Evigt spenderende Inter gjorde ham året efter til historiens dyreste fodboldspiller i et skifte, der muligvis ikke var optimalt for Ronaldos karriere. Han fortsatte dog det umenneskelige niveau i sin første sæson i klubben, hvor han scorede 25 ligamål.
Ved VM i 1998 var der Ronaldo-mania i ekstrem stil. Ronaldo levede langt hen ad vejen op til forventningerne og var blandt andet lysende, da Brasilien i kvartfinalen slog Danmark 3-2 i turneringens bedste kamp. Finalen mod Frankrig blev på mange måder et vendepunkt. En Ronaldo der lignede en søvngænger floppede totalt og den dag i dag diskuteres det, hvad der foregik i kulisserne.
I den efterfølgende sæson fik han s den første alvorlige knæskade, og da han året efter gjorde comeback var uheldet endnu engang ude og karriere virkede færdig. Han kæmpede sig mirakulæst tilbage og blev VM-topscorer i 2002, men han blev aldrig igen den samme spiller.
Efter VM skiftede han til Galactico-holdet i Real Madrid, hvor han scorede mange mål, men også fik meget kritik for sin ofte meget fyldige krop. Ved VM i 2006 blev den svagt mobile Ronaldo den mest scorende spiller i turneringens historie. Efterfølgende skiftede han til AC Milan, men efter en god start blev opholdet ødelagt af endnu en karrieretruende skade.
Nu er 'The Comeback Kid' så hjemme i Brasilien, hvor han så småt begynder at vise målnæsen for Corinthians og hvem ved om det nu aldrende fænomen endnu engang træder frem på scenen, når VM afholdes i Sydafrika næste år. Om ikke andet bør han huskes for de uforglemmelige øjeblik i sin tidlige karriere. For en kunstner har i sidste ende ret til at blive bedømt på sine bedste bedrifter og Ronaldo er uden tvivl den bedste spiller de sidste femten år.
MARCO VAN BASTEN
Landskampe/Mål: 58/24 (Holland)
Klubber: Ajax; AC Milan
Den mest komplette rendyrkede centerforward nogensinde. 'Svanen fra Utrecht' var teknisk og fysisk perfekt, strålende i hovedspillet, relativt hurtig og i besiddelse af en udsøgt elegance. Og allervigtigtst: Han kunne score mål fra alle vinkler og på alle måder. Ikke mindst saksesparksscoringer var en specialitet. Desværre ødelagde skader den brillante angribers karriere.
Han debuterede 17 år gammel for Ajax ved symbolsk at afløse Johan Cruyff. Van Basten scorede i kampen, der skulle blive hans eneste i sæsonen. Næste sæson blev det til 20 ligakampe og 9 mål for det utroligt talentfulde Ajax-hold, der på daværende tidspunkt var danskerkoloni. I sin tredje sæson kom det endelige gennembrud med 28 mål i 26 kampe, fulgt op af 22 mål i den følgende sæson. I de to sidste sæsoner for Ajax scorede han enestående 68 mål i 53 kampe, ligesom han i sin sidste sæson som anfører og med Cruyff som træner førte klubben til sejr i UEFA-cuppen.
I Milano var Silvio Berlusconi ved at bygge verdens bedste klubhold og hentede van Basten og landsmanden Ruud Gullit til klubben. Første sæson var han plaget af skader, og da Holland i sommeren 1988 tog til EM i Tyskland var det med van Basten som reserve. Det holdt kun én kamp. Fra da af overtog van Basten verdensscenen med et hattrick mod England, sejrsmål i semifinalen mod værterne og så i finalen det mål, han altid vil blive husket for: Missilet fra nul grader mod Renat Dasajev.
Den følgende sæson blev et jubelår for van Basten, der var instrumental i Milans sejr i Europa Cuppen for mesterhold og senere for første ud af tre gange blev kåret til Europas bedste spiller. Efter en kontrovers med træner Arrigo Sacchi, der var tæt på at sende van Basten til FC Barcelona, blomstrede han for alvor igen op med Fabio Capello som træner. Milan gik ubesejret gennem 1991-1992 sæsonen og van Basten scorede 25 ligamål.
Bortset fra triumfen ved EM i 1988 var succesen på landsholdet ikke ubetinget, hvilket nogle har brugt imod ham, når de bedste spillere skal kåres. Men hvor han ganske rigtigt ikke var god ved VM i 1990, var han fremragende ved EM i 1992, hvor kun uheld ødelagde turneringen. Mod SNG fik han forkert et mål underkendt, mens han mod Tyskland affyrrede et dommedagshug på overliggeren, inden han i semifinalen blev syndebuk, da Peter Schmeichel reddede hans forsøg i semifinalens straffesparkskonkurrence.
Hjemme i Milan startede van Basten sæsonen forrygende med 15 mål i 13 ligakampe og med fire mål mod IFK Göteborg satte en stadigt stående scoringsrekord i Champions League. De evigt problematiske ankler, der hæmmede ham karrieren igennem, satte en stopper for sæsonen. Op til Champions League-finalen mod Olmpique Marseille valgte Milan at satse og bruge deres store stjernespiller. Det blev måske en skæbnesvanger beslutning. Basile Bolis brutale mandsopdækning var mere end de skrøbelige ankler kunne holde til. Og den hollandske svane havde spillet sin sidste kamp. 28 år gammel.
Op til VM i 1994 forsøgte Holland uden held at få van Basten klar, og igennem yderligere et år kæmpede han for et comeback, inden han måtte erkende at karrieren var forbi. Han svor aldrig at vende tilbage til fodbolden, men efter flere år væk fra rampelyset, blev han efter en kort periode som ungdomstræner i Ajax, ansat som hollandsk landstræner. Hverken dette ophold eller den efterfølgende tid som cheftræner i Ajax, har været nogen stor succes. Men mindet om en af den moderne fodbolds helt store spillere vil for altid stå lysende klart.
FERENC PUSKAS
Landskampe/Mål: 85/84 (Ungarn)
Klubber: Kispest; Honved; Real Madrid
Han var lille, overvægtig og et-benet. Men Ferenc Puskas var i besiddelse af tre egenskaber, der gjorde, at han kunne være blandt verdens bedste angribere helt til 40-års alderen: Placeringsevne, boldkontrol og især et frygtindgydende venstreben.
En af de bedste europæiske spillere nogensinde brød i en ung alder igennem hos Kispest, hvor han scorede 187 mål i 177 kampe. En fantastisk scoringsstatistik, men det bliver kun endnu bedre af, at Puskas formåede at holde det karrieren ud. Militærklubben Honved hentede ham til klubben og det var her, at han fik tilnavnet 'Den galloperende major'. Sammen med Bozsik, Czibor og Kocsis gjorde han kort proces med de fleste. Fem mesterskaber på seks år, 165 mål i 164 kampe og i særdeles superstjernen på det bedste europæiske landshold gennem tiderne, der i 50'erne satte en stadig stående rekord for flest ubesejrede landskampe.
Det blev til OL guld i 1952 og efter blandt andet at have udspillet England på Wembley mødte Ungarn op som kæmpe favoritter til VM i 1954. Alt gik også planmæssigt fra start, selvom Puskas blev skadet i 8-3 sejren over Vesttyskland. Skaden holdt Puskas ude frem til finalen, hvor han småskadet bragte sit land foran 1-0, inden Czibor øgede til 2-0. Derefter fulgte et sensationelt comeback, der gav Vesttysk 3-2 sejr, og hvor Puskas fik annulleret en scoring kort før tid.
Puskas forlod ligesom flere af holdkammeraterne Ungarn, da revolutionen brød ud og fik en to-årig karantæne af UEFA. Da han havde overstået den, stod klubberne ikke lige frem i kø for ar skrive kontrakt med den aldrende og overvægtige ungarer. Redningen kom, da Real Madrid tog en chance de aldrig kom til at fortryde. I den spanske kongeklub startede anden halvdel af Puskas' karriere, der formentlig i dag er endnu mere kendt end den tidlige. Dog er det ikke helt retfædigt at bedømme hans kvaliteter udfra Real Madrid-tiden, hvor han i højere grad levede på sine ekstraordinære talenter. Sammen med Alfredo di Stefano dannede han den i særklasse bedste angrebsduo verden har set. Di Stefano den allestedsnærværende leder og Puskas den skarpslebne 'killer' foran mål. 157 mål i 182 kampe, fire gange topscorer i den spanske liga, fem mesterskaber og fem Europa Cup-finaler med tre sejre stod der på Puskas' CV, da han i 1966 - 39 år gammel - stillede støvlerne på hylden.
Efter den spillemæssige karriere fik han hurtigt succes som træner, da han førte Panathinaikos til finalen i mesterholdenes Europa Cup, hvor hans arvtager som Europas bedste spiller, Johan Cruyff med sit Ajax-hold stod i vejen for den ultimative succes. Siden trænede han en lang række klubber i en lang række lande, inden han definitivt forlod fodbolden som 65-årig. Året efter vendte han for første gang i 37 år hjem til sit fødeland.
andskampe/Mål: 64/41 (Portugal)
